søndag den 23. november 2008

Tragikomik - aktiv dødshjælp

Jeg kendte en gang en mand, som led af denne mystiske sygdom. Han blev til sidst så dårlig, at han flyttede til Belgien og betalte skat, for at kunne tage del i det meget famøse dødshjælpssystem, som belgierne praktiserer. En gang imellem, når tankerne lige trækker ham med ind i min bevidsthed, kan jeg savne ham lidt. Han så tingene på en anden måde end os andre - på en måde, var det det frygtligeste i verden, thi det var, hvad der dræbte ham. På en anden, langt mere egoistisk måde, så var det faktisk meget rart. Han lærte mig at sætte pris på livet.
Ser du, manden led af denne mærkværdige tendens til altid at fokusere på det dårlige i alle aspekter af livet. Du kan sig dig selv, at han ikke just var den sjoveste at have med til fest - skægt nok blev vi ved med at invitere ham. Vel egentligt mere fordi vi burde, end fordi vi nød hans selskab. Vi ville så nødig give manden endnu mere at være ked af. Ofte sad han i hjørnet med en Bloody Mary - det var meget moderne dengang - og græd. Nu græd han det meste af tiden, så det havde vi vænnet os til - men der gik altid lige lidt tid, før folk, der aldrig havde mødt manden før, kunne slappe af i hans selskab.
En dag ville jeg invitere ham til fest hos mig. Ser du, jeg havde lige skaffet alle mine katte af vejen. Jeg faldt over dem; det var jo synd for alle parter. Så jeg dræbte dem - men det var fint, for så var der en grund til at holde fest. Så jeg ringede til manden, men han tog den ikke - så tænkte jeg ved mig selv, at det jo egentligt var heldigt nok, eftersom ingen af os rigtigt gad at have ham med.
Der gik nogle uger, før jeg fik et brev med belgisk frimærke, hvori han forklarede, hvad han havde lavet i Belgien og så videre. Det var et lidt sørgeligt brev, men på den anden side levede det jo i sandhed op til hans person, så det var fint.
Til gravøllet drak vi selvfølgelige Bloody Mary.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar