søndag den 23. november 2008

Symbiose

En lang gang udgjorde lokationen. Der var en stribe maling hele vejen langs toppen af venstre væg. Den var blå. Resten af væggen, og de andre, var hvide. Undtagen området omkring de dørhåndtag, der var den eneste indikation på, at der var døre. Områderne var metallisk. Mere skinnende end grå.

Jeg smilede, mens jeg gik hende i møde - det kriblede ganske sagte lige under brystbenet. Hendes smil var betryggende på en mystisk måde, der farvede de hvide vægge let lysegule. Da vi kom hinanden nær nok, hviskede hun hej. Jeg svarede hende med et suk, som havde trængt sig på hele mit liv. Væggene var blevet gule nu. De var lune. Dørhåndtagene blev mindre.

Vi blev ved med at gå mod hinanden med spændte, småt elskende, skridt. Hun spurgte mig, om jeg var klar - jeg nikkede blot. Hun kom nær nok til, at jeg kunne se hendes øjne - farven var som ingen andre. Måske var det ikke en rigtig farve, men en energi, som efterlod mig i en ekstase, der forstærkedes af erkendelsen af, at hun kun var fire skridt fra mig. Væggene var blevet orange, og loftet var faldet lidt. I luften hang duften af hengivenhed - som citronbåde. Det var blevet lunere, og jeg var tryg.
Et halvt skridt tilbage - ingen af os sagtnede farten.

Da væggene blev røde, pulserende. Da loftet igen var stoppet med at falde - det udgjorde vores hule. Da duften var fuldendt med grønne planters indtog i varmen. Da dørhåndtagene var forsvundet helt. Da dørerne var sunket væk i den røde væg.
Da du blev mig. Jeg dig. Da vi blev hinanden. Et ét. Vi smeltede sammen i en forening af hengivenhed - i rammer af lun luft med røde vægge. Du slipper aldrig ud af mig nu - jeg vil aldrig lade dig komme ud. Du er blevet mig, og jeg vil aldrig være mig uden dig.
Du er os nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar