søndag den 2. november 2008

Parodi på illusion

Jeg lever på en klippetop af leverpostej - der, hvor jeg skal dø, er nu mit hjem. Det varer ikke længe, før jeg må forlade denne verden, hvor man drømmer om sky og couchetter. Denne verden hvor man selv er en københavnsk rødbede. Livet har handlet om at arbejde på min smag - jeg har trænet hver eneste dag: øvet mig i fugtdannelse; konsistenstiltag; tilsætningsstofskamouflage; og meget andet, der vil øge smagsoplevelsen hos den smukke herre, der venter på oplevelsen bag min eksistens.

Jeg havde en ven - han var vist syg. Han troede, at han levede i en verden, der består af det, han kaldte mennesker. Han havde venner (vi andre rødbeder kender kun til "venner" gennem Folmers Episke Fortællinger), noget, han kaldte, kæreste. Han, Esben var hans navn, gik rundt i en stor verden, de andre "mennesker" kaldte Jorden. Det højeste mål i den verden var at blive lykkelig, fortalte Esben mig en aften - men ingen vidste åbenbart rigtigt, hvad lykkelighed var. Alligevel jagtede de den følelse, hvorfor forstår jeg ikke.

Nuvel, en dag kom Rødbedenævnet og tog Esben med sig - han blev kastet ud i møddingen - det er den værste skæbne, der kan overgå en rødbede - fordi han eftersigende var psykisk syg. Hans lære er dog velbevaret, og det rygtes nu, at også Peter Skamfætter (en rødbede af en rigtig fin æt) også er begyndt at snakke om menneskeverdenen.

Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om de måske alligevel havde fat i noget. Engang imellen synes jeg, at jeg kan høre mennesker, der snakker om livet på Jorden. To gange har jeg i mine drømme set menneskerne - de ville have mig med.
Det er ikke til at sige, men jeg må igang med min daglige træning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar