onsdag den 19. november 2008

Målmandens filosofi

Da jeg var mindre, var jeg fodboldmålmand.

Jeg springer efter alle bolde - også dem, jeg godt ved, jeg aldrig når, thi de er for langt borte. Både dem, der skruer, og dem, der dykker. Selvom de går ind, og jeg ved det, hopper jeg.
Og lander. Nogle gange slår jeg mig. Jeg bliver øm, og jeg bløder. Nogle gange mister jeg pusten, eller falder af hesten.
Alligevel rejser jeg mig op og hopper efter den næste bold. Hvem ved, om jeg når den?
For følelsen, når jeg når bolden, er ganske fantastisk. Intet er større, end at kunne rejse sig op med bolden løftet overhovedet. Jublende. Succesfuld.
Men kun indtil næste bold - den, der skruer eller dykker eller er for hurtig eller bare er for langt borte. Dem når jeg aldrig, selvom jeg hopper og lander.

Jeg er ved at blive gammel nu - det gør mere og mere ondt at lande. Måske skulle jeg stoppe med at springe?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar