mandag den 17. november 2008

Manden, der kun kunne løbe

Jeg mødte engang en mand, mens jeg var ude at løbe i Fælleden. Jeg løb i lang tid bag ham, og jeg skal gerne indrømme, at det efterhånden var blevet ganske irriterende, at jeg ikke kunne indhente og overhale ham. Vi løb præcis lige hurtigt, hvilket manden åbenbart også lagde mærke til, thi han råbte over sin venstre skulder, om ikke vi skulle løbe sammen, da vi åbenbart var meget enige om tempoet i forvejen. Og da jeg ikke kunne se det mindste obskure i det, takkede jeg mange tak. Han sagtnede farten et øjeblik, for at jeg kunne nå op på siden af ham. Deroppefra så verden faktisk meget rarere ud - det var også lettere at trække vejret. Men lad det nu ligge, eftersom det ikke er min, men mandens historie, jeg vil fortælle.

Det er nu en gang sådan, at man snakker sammen, når man løber. Ikke at jeg havde noget imod det, men jeg må dog indrømme, at jeg tænkte mine tanker om pinlig tavshed, det ganske korte øjeblik, hvor jeg løb ham op. Pinlig tavshed blev der dog ingen af - vi passede åbenbart som fødder i hinandens hoser, for samtalen blussede. På trods af stakåndethed og sved i øjnene.

Hans historie er ganske fascinerende - måske burde det ikke kaldes historie, men snarere skæbne. Jeg håber dog, at han er blevet kurreret. Men det finder jeg formentligt aldrig ud af. Ser De manden led af en mystik tendens: han kunne kun løbe. Lige meget hvad han lavede løb han - når han spiste, arbejdede. Ja selv når han forsøgte sig med kvinderne.
Det eneste tidspunkt, hvor han ikke løb, var selvsagt når han sov - det kan De vel sige Dem selv. Han var dog i sine unge dage ofte endt i problemer, når han fik timet sit løb forkert. Han faldt simpelthen i søvn, før han nåede sengen. Dette var selvsagt et problem, eftersom han slog sig noget så frygteligt. På dette tidspunkt i samtalen følte jeg mig en smule opløftet, og bidrog derfor med kommentaren om hans næse. Han havde nemlig en utrolig skæv næse, og jeg følte mig ganske fiks, da jeg fangede sammenhængen.
Tilbage til beretningen: Der gik ikke så mange år, før han lærte sig at falde i søvn lige præcis, når det passede bedst - hvilket altså vil sige, når sengen nærmede sig. Han forklarede, at hans største problem i samtiden, altså var at få gjort de daglige indkøb. Han syntes, at det var så pinligt at handle ind, thi der meget ofte i København er lange køer i butikkerne, når folk ikke er på arbejde. Han forsøgte i et halvt års tid, efter at han var flyttet hjemmefra (det bør måske her nævnes, at manden absolut ikke var aldrende - mit bud ville være omkring de 23 år gammel), men folk reagerede så voldsomt, når han stod og trippede i køen. For slet ikke at tale om kassedamerne. Lige meget hjalp det, hvis han forsøgte at forklare dem om sit problem - de troede simpelthen ikke på ham.
Manden fandt ud af, at han var nødt til at gøre noget, for at kunne overleve - handle skal man jo gøre, ikke sandt? Derfor gik det op for ham, at han jo kunne handle når alle de andre arbejdede! Problemet var dog, at han også selv havde et arbejde, han var glad for. Ser De, han rev løbebanerne i Idrætsparken og så rensede han havnebassinet ved Nyhavn. Han var så glad for det arbejde, han udførte - men han var samtidig også nødt til at erkende, at overlevelsen var vigtigst. Derfor sagde han sit job op - og dagen efter handlede han ind. Han forklarede selv, hvor voldsomt han trængte: Han havde været nødt til at tørre og gemme sit toiletpapir, bare for at have en smule. Han spiste sit kaffegrums og kogte the af gamle stueplanter, hans mor havde efterladt.
Så langt var alt jo fint - nu skulle han bare finde sig et job, hvor han kunne arbejde, når alle andre havde fri. Han kunne komme på to ting: dørmand og døgnkioskarbejder. Begge erhverv er frygteligt omstændigt at udføre, når man lider af det samme handicap som manden gjorde. Manden var ellers så flink at foreslå for samtlige sine ønskede arbejdsgivere, at man da bare kunne købe ham et løbebånd - så ville han jo ingen steder løbe. Men ingen ville ansætte ham. Efter noget tid, havde han ikke penge nok til at købe ind; moren var død og begravet - han kunne ikke selv være med til ceremonien, fordi han ikke kunne sidde i kirken; hurtigt forsvandt pengene til huslejen også - og den eftermiddag i Fælleden stod han uden bolig.
Derfor løb han faktisk bare rundt i Fælleden og ventede på at falde i søvn.

De forstår nok, at jeg fik en smule medlidenhed med denne stakkels mand. Så jeg gav ham mine kondisko - jeg fik dem nok alligevel aldrig på igen, thi jeg havde fået en vabel.

1 kommentar:

  1. Sjov, men så alligevel ikke Jeg begyndte først at smile af din ironiske måde at fomulere hele skrivelsen på, men bagefter kom jeg til at tænke på, at han jo rent faktisk ikke er lykkelig... og så fik også jeg medlidenhed med ham.

    Jeg er forbavset og facineret af den måde, du får mig overbevist om, at du rent faktisk har mødt ham; manden, der kun kunne løbe. Du beskriver ham så realistisk.Måske er jeg stadig overbevist!

    - Rebecca.

    SvarSlet