lørdag den 15. november 2008

Livets Sok

Hvis livet var en sok, ville min vende med vrangen ud, og der ville være hul ved hælen. Altså ikke det værste sted at have et hul, hvis det absolut skal være der. Jeg kunne prøve at stoppe det, men jeg kan vitterligt intet andet end destruktion med en nål. Og man spørger bare ikke andre, om de vil stoppe ens liv, vel?
Så jeg har valgt at leve med hullet. At den vender med vrangen ud ... det er meget rart. I hvert fald en gang imellem. Jeg tror, at det er derfor, jeg kan tænke sådan her.
Ikke at det er rart at tænke - jeg drømmer tit om at lade vær, men så tænker jeg jo. Så er jeg lige vidt. Jeg ville helst være fri - især for disse tanker.
Men at sokken vender med vrangen ud, er faktisk godt nok.

Det hænder, at jeg tager sko på. Mest når jeg skammer mig over hullet. Men også nogle gange, hvis jeg bare gerne vil vise andre takter. Når jeg gerne vil fremstå mere balanceret - for en hullet sok med vrangen ud er ikke særligt balanceret.
Vel?

2 kommentarer:

  1. nej, det er det vel ikke.. Men jeg tror ikke, der er nogen mennesker overhovedet, der er perfekte og afbalancerede. Desuden er det godt at være anderledes og skille sig ud, også selvom det kan være sider, som ikke er så perfekte; det gør alting mere spændende.

    Fantastisk sammenligning og skivemåde!:)

    - Rebecca.

    SvarSlet
  2. Du skriver utrolig godt. I øvrigt er du ikke alene min sok vender også med vrangen ud af..

    -Mia

    SvarSlet