torsdag den 20. november 2008

Kærlighedshistorie

At savne kan være to ting:
- at glæde sig til gensyn, eller at miste langsomt.
Dette er forhåbentligt det første.
Naturligvis er alt godt, når det er godt. Ja, faktisk er det surrealistisk euforisk. Jeg er både pinligt grinagtig og rørt til tårer. Jeg skræmmes bare ofte over, hvor tit jeg savner euforien.

De gik en tur langs skovbrynet, der, ligeså længe hun kunne huske, havde delt markerne - på den ene side majs; den anden side brak. De gik hånd i hånd, stemningen var stilheden, der skabte grobund for den trykkethed, der prægede lettelsen over gensynet. Solen var på vej ned over majsmarken, hvilket farvede himlen over den soignerede vidde alverdens farver. Det lignede et øjeblik noget fra en romantisk film. Det var det ikke.
Han forsøgte sig - lidt prøvede. Han faldt over sig selv, mistede troen. Holdt inde. Hun forstod ham - ikke at hun var vred eller skuffet. Ja, hun havde knapt nok håbet - men hun forstod ham. Hun sagde jo heller ikke noget selv.
Hvorfor det var sådan, var der ikke nogen tilstrækkelig grund for. De hverken kunne finde den, eller for den sags skyld nogensinde få noget ud af at lede efter den. Enten skulle de affinde sig med det, eller lave det om - det er bare svært at lave noget om, man ikke ved, hvad skyldes.

De skildtes for enden af skovbrynet. Hvor de tog hen, ved jeg ikke - men at de gik i hver sin retning, så jeg dog. Om de tog afsked med et kys, må være op til Deres fantasi eller erfaring.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar