søndag den 2. november 2008

"I lige måde" - der, hvor du egentligt lever

Jeg elsker, når du siger "I lige måde". Jeg bliver dig mere og mere hengiven hver eneste gang, den sætning falder over dine læber. Formentligt er det usikkerhed snarere end inkreativitet - men jeg har vænnet mig til at holde af den.

Misforstå mig dog ikke! - den dag, du overrasker mig med noget nyt og spændende; da vil jeg kunne falde i søvn i dit hjerte, for aldrig at vågne helt op igen. Den dag vil jeg endeligt kunne erklære min opgave for fuldført - mit livs opgave: Kærligheden. For ganske vist lever jeg kun ganske kort, men tilværelsen føles så behagelig lang, hvis blot jeg må lægge mig ved siden af dig hver eneste aften. Dit liv giver mig tryghed; og jeg behøver ikke leve - bare kigge på dig.
Falde i dine øjne, kravle rørt ud. Med mine poetiskfremsagte tårer løbende af dine kinder - gemme sig et øjeblik i dine unikke smilehuller. Dér kravler jeg ned, når jeg har ondt. I dit smil finder jeg den største gave - udholdenhed. Mit liv har ikke altid været som at dufte til drivhuse i sommernætter; men endelig har jeg fundet én, hvor jeg rigtigt kan gemme mig. Hele mit liv vil jeg ligge i min hule i din kind.
Pas på mig, og hold om mig, som om du nyder det - som om du ønsker det. Træk dig ind til mig og lad mig hviske dig, hvor smuk du er - ikke blot i mine øjne, men i verdens. Hvordan balancen mellem godt og ondt opretholdes af dit unikke væsen. Ved din side bliver jeg egoistisk - krige og hungersnød bliver ligegyldige. Kun du og jeg er væsentlige - og gud, hvor vi er væsentlige.

Jeg ønsker dig i min seng; som en lille kikkert ud i en fremtid, jeg drømmer dig ind i.

1 kommentar:

  1. Jeg elsker dit sprog, som er præget af lyrik og filosofiske tanker - to ting, der ikke kan blandes bedre, end du gør! du skriver så professionelt og med så mange tanker og følelser. Endnu en opfordring omkring udgivelse eller på anden vis offentliggørelse af dine skrivelser og digte er nu videregivet! - jeg vil i hvert fald være den første til at købe din bog:)

    Glæder mig til de omtalte delta-aftener!

    - Rebecca.

    SvarSlet