lørdag den 15. november 2008

Historien fra Assens

Der har boet en mand i et gammelt husmandssted ude ved Assens. Hans kone døde for 23 år siden. Hun blev 52. Hun døde af et hjerteslag. Der gik et halvt år før manden begyndte at leve igen. Han lærte at vaske tøj og lave mad. Han lærte at stryge, og en gang imellem kunne han sy. Men det var nu ikke, hvad der tog længst tid at lære. Han skulle lære at sove selv - selv at holde dæmonerne væk. Han skulle lære at tænke på andre ting. Han skulle lære at elske damen, selvom hun ikke var der. Han skulle lære at være ensom i et vidunderligt tosomhedspræget univers.
Han skulle lære at leve.

Manden og damen havde gået i realskole sammen. De havde siddet ved siden af hinanden længe, og manden havde været forelsket i damen lige fra første gang, han så hende. Damen derimod skulle have lidt tid - hun faldt for ham til klassefesten da de var 9. Manden tænkede en gang imellem på den fest, oftest hvis han havde fået lidt for meget snaps. Han tænkte på, hvordan de havde sneget sig væk fra festen, blot for at gå en tur ned til søen. Der havde de siddet i en time, og det nåede at blive mørkt. Hendes hvide, billige kjole stod helt klart frem i hans hukommelse. Hendes smilehuller og hendes hænder. Da de stod ved bredden, bredte damen, der dengang snarere var pigen, sine arme ud og takkede gud. Manden glemte aldrig hendes stilling og hendes ord. Det varede ikke længe fra taksigelsen ved søen, før manden og damen var kærester. Selvom det godt nok var forbudt dengang.
De havde holdt sammen lige siden - det havde ikke været let altid. Men manden havde gået i marken hver eneste dag, og damen havde gladeligt lavet mad til dem. Deres liv gik med deres arbejde. Det var dog en mærkelig tid, dengang den nye vej ned til kirken skulle bygges. Da gik alle bønderne og karlene til hånde for bygmesteren, og de fik lavet den lange vej på fire uger og to dage.
Da var damen rigtigt stolt af sin mand - stolt var hun nu altid. Hun var så glad og så tryg, og manden var manden i hendes liv. Også det liv hun ønskede sig. Derfor stod hun for alt i huset - opvask, tøjvask, syning - det hele. Og hun ærgerede sig ikke en eneste gang. Hun nød at hjælpe sin mand, som hun følte, han hjalp hende.
De fik aldrig børn - tro ikke, at de ikke prøvede, men en af dem, eller måske dem begge, virkede ikke til den slags. Og i den tid, kunne man ikke rigtigt gøre noget ved sådan noget.
Dermed havde de hinanden, manden og damen, og de havde det godt. De levede deres liv i en tryg, tillidsbaseret kærlighed, som havde den bevirkning, at de blev afhængige af hinanden.

Derfor kan De nok se, at det var hårdt for manden, dengang for 23 år siden, da han pludselig fandt sin kone liggede på køkkengulvet. Hun havde været igang med at lave aftensmaden - de skulle have haft lever. Hvilket desværre hverken var hans eller hendes yndlingsret. Men det var nok heldigt nok, for mandens appetit forsvandt - dem kom aldrig rigtigt tilbage.

Jeg ved ikke, om manden stadigvæk lever - dengang jeg besøgte ham, var han på vej i den rigtige retning, men man ved aldrig. Jeg gør i al fald ikke.
De kunne tage ud forbi og kigge.
Måske hænger damens hvide kjole stadig i skabet - det er det, hvor hængslet er faldet af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar