tirsdag den 18. november 2008

Fortrydelser

Jeg ville have sagt noget. Prøvet at sige farvel. Holdt om dig en sidste gang, og fortalt dig, at du er den, der får regndråberne til at forsvinde igen. Jeg ville have klemt dig, og gjort det klart at livet, efter at have mødt dig, aldrig ville blive noget nær det samme igen. Jeg ville endnu en gang have fortalt dig om den åndelig inspiration, motivation, du gav mig. Du gjorde mig til mit liv.
Jeg ville have sagt noget - hvis blot jeg vidste det. Men det gjorde jeg ikke, så jeg satte mig ind i bilen. I den tro, at det ikke varede længe før vi skulle ses igen. I den tro, at jeg ville få chancen igen. Chancen for at lade dig forstå, hvor stort et menneske du er. Det fortjener du, og jeg fik dig det aldrig fortalt. Jeg er betaget af dit intellekt og din dybde. Du skal aldrig holde op med at sprede din viden.
Jeg ville have sagt noget - råbt noget. Jeg ville have grædt en sidste gang. Men jeg fik aldrig chancen. Jeg vidste det ikke, før det var for sent. Erkendelse er altid forsinket. Jeg skulle have fortalt dig, hvor vigtig du var. Og hvor vigtig alle de andre var. Og er. Men jeg fik aldrig chancen.

Jeg skulle have sagt noget.

- Tilegnet dig, Rebecca. Fordi du inspirerer mig. -

1 kommentar:

  1. smukt, smukt, smukt!

    DU inspirerer mig; både som menneske, men også som "forfatter".

    tak,

    - Rebecca

    SvarSlet