søndag den 16. november 2008

Forstadens Mentalitet

Jeg bor på en lang vej med mange huse. De har alle en forhave undtagen ét. Huset ligger helt ud til fortovet, sådan at døren faktisk, den åbner ud af, når helt ud på vejen. Derfor skal man passe på, når man går ind. Det hænder, hvis dem, der bor der, glemmer at lukke døren, at den bliver ramt af en forbipasserende bil - men det kan den nu godt holde til. Den har jo prøvet det før.

Det pudsige ved det hus er netop, at det ingen forhave har. Den har en baghave i stedet for. Eller det tror jeg i hvert fald. Man kan ikke se den udefra vejen, hvor jeg ellers tit går og kigger på de andre huses haver. Nogle steder slår husets mennesker græs i forhaven - andre hænger de i køjer, der til formålet er spændt fast til træerne, der bor i forhaven. I en enkelt forhave leger børnene, de er lyshårede, tit med deres hund. Den er også lyshåret. Eller lyspelset, eller hvad det hedder.
Jeg nyder at gå ned langs vejen for at kigge på forhaverne og forhavernes mennesker. Men jeg bliver altid så vemodig, når jeg kommer til huset uden forhave. Jeg ville så inderligt gerne vide, hvad menneskerne, der bor i huset laver. Og jeg ville så inderligt gerne se den baghave, der må være eftersom forhaven er væk.

Jeg synes faktisk ikke, at den kan være det bekendt - baghaven. Alle vi andre viser vores haver, men baghaven skjuler sig. Måske gemmer den på hemmeligheder.

Jeg håber en dag, jeg får den at se.
Det er det mest retfærdige, synes jeg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar