lørdag den 29. november 2008

En glædelig dag ved Nyhavn

En dag for længe siden gik jeg en tur nede ved havnen. Jeg husker hverken anledningen, tidspunktet eller vejret for den sags skyld. Jeg ved ikke, om De nogesinde har været på Nyhavn, men det skelsættende ved Nyhavn for netop den oplevelse, jeg her søger at beskrive, er det faktum, at man kan gå på begge sider af havnebassinet. Det resulterer i, at man fra den ene side af bassinet kan se til den anden. Og det var der, hun gik. Hun gik på den side, hvor de billige kanalrundfarter har stoppested - på parkeringspladserne. Det slog mig dengang, og det slår mig stadig, hver gang, jeg kigger på hende, hvor sårbar, hun ser ud. Jeg fik sådan lyst til at svømme over havnebassinet, se stort på den store fadøl, jeg lige havde bestilt, for at holde om hende - passe på hende. Ikke at, hun ikke kan klare sig selv, for det ved jeg rigtig nok, at hun kan - mere det, at hun simpelthen ligner én, der har brug for at blive beskyttet lidt fra virkelighedens skarphed.
Imidlertid så jeg ikke stort på den øl, selvom jeg ønskede det. Og det havde intet med øllen eller prisen på denne at gøre, snarere min egen blufærdighed. Derfor sad jeg ved mit cafébord foran Nyhavn 17, og betragtede hende. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, om hun overhovedet så mig ved bordet. Alt jeg ved, er at jeg var nødt til at drikke min øl hurtigt, hvilket måske i bagklogskabens lys måske ikke var ligeså vældigt gennemtænkt, som det dengang virkede til at være. Da De jo øjensynligt aldrig har været på Nyhavn, ved De heller ikke, at der går en bro hen over havnebassinet. Det er faktisk sådan, at de føromtalte kanalrundfarter er nødt til at holde stop på den anden side af broen, når det er flod i havnen, simpelthen fordi kanalrundfarterne ellers ville støde isen mod broens underside, hvilket er ganske uhensigtsmæssigt for alle parter.
Men dag hun nåede til denne bro, og hun begyndte at bevæge sig hen over denne, tog fanden ved mig, og jeg løb langs kajen. Let svajende som følge af den hastigt nedsvælgede øl.
Ja, De kan vel gætte Dem til, at dette eventyr aldrig skulle gå lykkeligt. Og deres gæt er rigtigt, thi jeg nåede tæt nok på hende til at kunne råbe - høfligt, som det hører sig til naturligvis. Hun vendte sig og smilede til mig, og som De forstår var jeg blevet ret hengiven for denne kvinde, hvilket gjorde, at al min fokus var rettet mod dette vidunderlige smil. Derfor løb jeg direkte ind i en gademusikant, som spillede Svantes Sorte Vise, og væltede ikke blot ham, men også mig selv. Efter lidt tumult og roden rundt i luften endte jeg på den forkerte side af kajkanten, hvilket gjorde mig ret så våd. Og ædru.
Den dag i dag er kvinden min hustru, og vi har gjort det til en tradition at gå en tur ved Nyhavn en gang i mellem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar