lørdag den 4. oktober 2008

Om savn

Jeg forstår stadig ikke, at du er helt væk. Hver eneste gang jeg kigger ud af vinduet, ser jeg dig et kort øjeblik - men erkendelsen kan man heldigvis vænne sig til; tage den lidt på forhånd.
Når jeg synger - når jeg skriver, er det af ufuldstændighed. Det er mangel af dig. Det er ikke blot savn og sorg, men fordærvelse. Det er kærlighed, og hvorfor skulle du forsvinde - bare fordi du savnede regnen?
Men helt væk er du ikke - du er i alle skyerne, du smiler nogle gange. Et vindpust, der dufter lidt af din parfume. En stemme, som ligner din. Smagen, følelsen og kærtegnene. Jeg kan stadig mærke dig i alt - især i mit sind. Der er du ikke borte.
Jeg forstår ikke, at du er væk. Du var her lige før, og tegnene er her stadig. Sangene bliver stadig sunget, og rulletrapperne kører stadig. Det er de samme reklamer og blot endnu et afsnit i din yndlingsserie. Din seng er redt og computeren står til opladning. Batterierne i din fjernbetjening er ikke blevet skiftet. Bilerne triller stadig - selv den der ramte dig.
Jeg har altid sagt, at du var lille og let - den fik knap en bule. Men hele min tilværelse er bøjet og slået i stykker. Jeg er totalskadet og for mig er der intet nyt afsnit. Det forrige blev det sidste, og det kønneste. Reklamerne har ændret sig, de er ligegyldige. Batterierne gør ingen anden nytte end at ligge - jeg skifter dem ikke. Jeg ved ikke hvorfor.
Men helt væk er du ikke - du lever lige her. Midt inde i mig, der hvor der ikke er brug for batterier. Jeg gennemlever alle dage med dig gang på gang - mørket er den bedste scene, og min seng er hjemstedet. Dine øjne er lige bag ved mine, og det er med dem jeg ser. Dine hænder er overtrukket af min hud, og med dine jeg føler. Du er sindet under mig, og du er hjertet i mig. Du lever inden i mig, og jeg lader dig ikke dø ... ikke helt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar