fredag den 31. oktober 2008

Om livets illusion

Det er ganske simpelt umuligt at bevise andres eksistens - når De forlader et rum, hvordan kan De så være sikker på, at rummet stadig eksisterer? Når Sofie forsvinder om hjørnet, hvordan kan De så være sikker på, at hun ikke blot er forsvundet helt ud af verden?
Det kan De ikke.

Ergo er livet altså individuelt. Det kan ikke opleves i fællesskab med andre - thi andre måske ikke eksisterer overhovedet. Følelsen af liv er altså følelsen af at De lever, ikke sandt?
Men hvordan kan De bevise at De lever, når De ikke kan bevise at Sofie lever?

René Descartes forsøgte på dette gennem tesen "Jeg tænker, altså er jeg" (Cogito, ergo sum). Han mente, at man kun kan tænke, hvis man eksisterer. Des længere man tænker over den slutning, des mere enig bliver man. Imidlertid bør det nævnes, at der findes kritikere af Descartes udsagn. Kritikken vil jeg ikke komme yderligere ind på.

Ergo kan vi så konkludere udfra ovenstående betragtninger at livet opleves individuelt, og at det eneste sikre i tilværelsen er at individet eksisterer.

Hvis vi arbejder en smule videre med ovenstående tese (den, hvor Sofie forsvandt om hjørnet og måske ud af din tilværelse), vil vi opdage at folk faktisk kun kan opleves eksisterende, når de har indflydelse på vores liv - De kan ganske simpelt ikke vide, hvorvidt der findes en inder ved navn Jyliys, hvis ikke De kender ham på en eller anden måde. Det kan være De har skrevet med ham; set ham i tv - måske er han Deres sponsorbarn. Men hvis ikke De kender ham, ved De ikke at han eksisterer.
Alle de personer De har en fornemmelse af eksisterer, har altså indvirken på dit liv. Dermed kan vi konkludere at livet altså også er egoistisk, thi livet kun beskæftiger sig med de aktører, som deltager. Hvis ikke, der er en grund til at vi skal kende Jyliys - så kender vi ham ikke.

Her kommer det sprængende punkt så - Aktørerne "eksisterer" kun for os, når de har indflydelse på vores liv; ergo må aktøererne have "en grund" for at eksistere. En grund, der påvirker os. Det kunne være, at de skal såre os for at udvikle os - gøre os stærkere. Måske skal de glæde os i en periode, fordi vi har været triste for længe. Hvis alle de mennesker, vi kender, har indflydelse på vores liv i en eller anden forstand, så er det svært at modargumentere, at de skal være i vores tilværelse for vores skyld.

Opsummeret - i vores egoistiske, individuelle liv findes der udelukkende aktører, der har indflydelse på individet egen tilværelse.

Kan det ikke forestilles, at vi "opfinder" (illusionerer/hallucinerer) de aktører selv?

Jeg vender tilbage.

- Mathias Henrik Andersen

1 kommentar:

  1. Kæreste mathias.

    Jeg er på visse områder enig og dog alligevel uenig. Din liberale indfaldsvinkel er velargumenteret og overbevisende, men dog mener jeg, at vi ikke er født som enkelte individer, men i et stort fællesskab. Men det tror jeg nu har noget at gøre med den ideologiske opfattelse, vi hver især har om samfundet (politik skal vi ikke diskutere lige nu:))

    Tak for dine kloge tanker,

    Rebecca.

    SvarSlet