onsdag den 24. september 2008

Om erkendelsens forsinkelse

Flyveturen over byer, der brænder - broer der bukker under for utallige ugers stress og pres - og over skove, der stille dør og visner, byder ikke blot på følelsen af at være lille, men giver mig også muligheden for at mærke livet. Ved at opleve døden, kan jeg nu endelig glæde mig over livet - fortrydeligt er det dog, at en sådan betragtning altid foretages for sent. Erkendelse er aldrig til tiden.

Jeg savner farverne og trygheden. Karkludssuppe og slikkepindedamer. Tyggegummi ved lægen. Glæden ved en sten, en pind og en hel skov som universet. Størrelsen på et slot, og magien ved en kanin i hat. Jeg savner at græde over ingenting - og at kunne råbe og skrige. Jeg savner at Disney Show var det bedste ved fredagen - at MGP betød sodavand, slik og sjov. At man var stor, når man var blevet for gammel til Kaninbjerget - og når man kunne bade selv - at kunne sidde på en stor stol eller spise med en stor gaffel.
Jeg savner at blive holdt udenfor - ikke at få alt af vide. Jeg savner nysgerrigheden, og mine forældres misforståede bedrevidenhed. Roen ved at vide, at når mor lover noget - så skal hun nok holde det. Trøsten ved et umuligt løfte og følelsen af en glemt aftale.
Uhyggen ved mørke, faren ved aftenen, utryghed om stjernenes intentioner og motiver. Forbavselse og forundring over smukhed - fortvivlse og fortrydelse over SFO og alenehed - forventning og fortryllelse over fremtidens voksenliv.

Erkendelse er altid forsinket

Ingen kommentarer:

Send en kommentar