onsdag den 3. december 2008

Hvordan man finder hjem

Kæreste De/Dem,

for ikke længe siden kunne jeg ikke finde hjem. Jeg sad fast i min opfattelse af en fastfrossen virkelighed - jordbærguilloutinen havde gjort dens gerning, og afskåret mig fra resten af min eksistens. Min fod sad fast i en trivialitetsrod; mit hår i gadelygternes mørke lys; min krop i livets monotone spil. Jeg kunne ikke finde hjem til der, hvor jeg egentligt havde hjemme.

Det var i sandhed en bizar oplevelse, som da Midas opdagede at hans fingre gjorde guld, da jeg endelig slap ud af denne ekstensielle nedfrysning; fastlåsning. Lad derfor denne skrivelse være en hjælp, en guide, kunne man vel sige, til de mennesker, der finder dem selv i samme situation. Lad mig starte med at ytre min dybe kondolence, hvis De befinder dig samme sted, som jeg gjorde. Men lad også denne kommentar, endnu én af mine egne, følge efter den forrige: der er i sandhed en vej ud. En løsning, kunne man fristes til at mene. Ser De, opmærksomhed er vejen frem. Og så denne simple information, der skal åbne vejen for Dem - grunden til Deres ulykke og melankoli er en menneskelig defekt, der gør Dem og jeg og alle de andre ude af stand til at nyde de tidspunkter, hvor vi (ja, undskyld, jeg nu sætter Dem i bås med mig, men i dette store mentalepsykologiske spil, er pli og tradition ikke nær så vigtig som Deres helbredelse - det er De vel enig i?) faktisk føler vores eksistens mest. Tidspunkter, ja snarere sekunder, vi faktisk frustereres og tires over. Nemlig dem, der falder uden for det, vi havde regnet med. De øjeblikke vi bliver overraskede over en handlings indtræf; dens eksistens krydsen med vores egen. Hvis De lærer at sætte pris på de øjeblikke, hvor De normalt irriteres, vil Deres helbredelse være snarlig.
Og træd aldrig på frøer eller andre padder - man ved ikke, hvor de er på vej hen.

Med dyb respekt,
Deres,
M.H. And

En biograftur

Jeg havde udset mig den stol. Så indbydende og rød, som en rigtig lænestol bør være, hvis ikke den er grøn. Den duftede helt herned i køen, hvor jeg længe befandt mig. Drømmende om min fremtid i stolens lune sæde. Vi stod godt nok mange og kiggede - nogle drømte også. Det kunne jeg læse i deres ansigter; det var tydeligt. Men ingen drømte så inderligt som jeg. De fleste ville finde sig en anden stol, der var lidt lettere at komme til. Og ikke mindst fra. Mange var trætte af at stå i kø, så dem regnede jeg også med ville tage en stol lidt tættere på. Det regnede vi alle med.
Tiden gik, og vi kom alle nærmere. Heldigvis, eller måske uheldigvis, fandt mange sig en anden stol, der var knap så rød. I går nåede jeg så derop - vi var mange, der ville sidde i stolen. Vi alle drømte - men ingen drømte så meget som mig; det fremstod tydeligt i deres ansigter. Skænderi er vel for meget at kalde det, thi vi alle var ualmindeligt velopdragne og dannede mennesker, men en mindre diskussion om, hvem stolen skulle tilfalde, opstod da. På dette tidspunkt blandede de ellers venlige stoleadministratorere sig. Hurtigt fik de opdelt, hvem, der måtte sidde i stolen, og hvem, der ikke måtte. Deres beslutning baseredes på, hvilkes numser, der passede bedre i andre sæder. Det er måske ikke helt fair, thi de kun valgte dem med en usædvanlig lille numse, som åbenbart ikke passede i de andre sæder.
Nu kan jeg sidde her i min halvgrønne stol og kigge på alle dem, der fik deres ønske opfyldt, og nu sidder rødt under filmen.

mandag den 1. december 2008

Immunitet

Jeg havde regnet med dig. Jeg troede ikke, at du ville ... selvom jeg nok egentligt længe havde forventet det. Taget det på forhånd. Skuffelsen og tillidsbruddet var det værste - som at blive dyppet i is. Rullet i mel.
Jeg ødelagde så meget den aften - en dør, lampe; jeg kastede med mine møbler; brækkede træer. Men du ødelagde mest. Det bliver aldrig helt det samme igen; det tror jeg godt, at du ved. Ærgeligt, at du ikke kan indrømme det overfor dig selv. Mon ikke vi kunne få det godt.
Du har gjort mig. Folk kommer aldrig helt tæt på igen - jeg er blevet immun overfor svigt; for folk kommer ikke tæt nok på. Du var jo ikke den eneste - hvem kan jeg egentligt stole på? Er der nogen?
Jeg tror det ikke. Når ret skal komme til ret, har jeg ingen, der ville stå hos mig, når det blæser. Det er fortjent; men en dag, vil I finde ud af, at jeg står hos jer ved hvert vindpust.
En dag vil jeg måske igen turde være afhængig.

Julens sande glød

Når man gik forbi ude på gaden, skinnede lyset stemningsbetonet ud. Duften af mad - flæskesteg, var der ingen tvivl om - var dominerende, og klædte sneen, der faldt roligt fra en julehimmel, som sjældent var set kønnere. Men sådan er alle julehimler, når de opleves. Sneen lagde sig et godt øjeblik på den saltede kørebane, hvor dens eksistens ophørte. Ingen så den rigtigt - ingen oplevede hvert eneste lille smukke snefnug, før det forsvandt.
I stuen havde de andet at tænke på. Salmer flød ud af anlæggets højtalere. Ikke fordi stuens beboere var kristne, men de, som resten af Danmark, blev en smule religiøse i højtiderne. Juletræet og dets pynt stod majestætisk, tårnede sig op over en stue, der henlå i mørke. Det eneste, som oplyste juletræet, og de to mennesker, hvis ansigter helst skulle forblive henlagt i mørke, var den knitrende brændeovn, der udsendte varme. En varme de to mennesker hverken bemærkede eller kunne føle. De sad i hver deres stol, kiggende ind i ilden. Ord var unødvendige; de kunne i hvert fald intet gavne. En stille enighed, der aldrig var indgået, om at stilheden måske gavnede, blev indgået for hvert minut, der gik.
Hendes største ønske var at få et barn. Hun havde altid drømt om at blive mor, og længe havde det været inde for rækkevidde. Med deres ægteskabspagt reel, og den kærlighed, som havde blomstreret i deres baghave i deres nye parcelhus i udkanten af Hjørring. Hun var ikke sur - skuffet og ked af det. Hun syntes hun fortjente det barn.
Mandens øjne bar ydmygelsen. Han kiggede ned, mens en enkel tåre undslap dét, han troede var maskulinitet. En maskulinitet han kunne vinke farvel til.

Bjergene

Jeg har svært ved at beskrive denne følelse. De sidste fire dage har den sitret under huden - den har trykket, varmt, mod mit brystben. Som en tyk flydende substans - honning, måske. Eller sirup. Gode ting normalt, men inde i maven gør det ondt. Jeg kan måske græde lidt. Det er dog aldrig meget. Og gråd har aldrig hjulpet - gråd er hjælpeløshed. Jeg er aldrig hjælpeløs. Der er altid en vej ud, det ved jeg. Det har der altid været - så hvorfor skulle der ikke være det nu. Det er som en naturlig dæmning - hvis jeg leder længe nok, finder jeg hullet, og jeg kan komme ud på den anden side. Hvis ikke hullet er der, så må jeg lave det selv.
Det jeg prøver at sige, er at det her ikke er nyt for meget - jeg havde bare lige vænnet mig til at undvære det. Derfor virker det hårdt. Afsindigt hårdt.
Kan man bestige bjerge, selv hvis de ikke lader sig bestige? Jeg ved det ikke - jeg tror det ikke. Men nu må vi se. Hver eneste dag prøver jeg.
Hver eneste dag.

lørdag den 29. november 2008

Lyset fra barndommen

Min barndom er indhyllet i et mærkværdigt lys, der minder mest om lyset en varm og tør sensommer aften. Det lys, der findes i mit imaginære New Mexico. En tør, gammel og varm virkelighed, hvor lykke reelt kan spire.
Det er i det lys, jeg har oplevet de ting, der gør mig til den, jeg er. Det er i det lys, jeg har spillet de fodboldkampe, jeg har løjet mest om. I det lys, jeg har cyklet så meget hjem fra en skole, hvor lyset godt nok var det samme, men aldrig særligt venligt. I det lys, hvor jeg så ofte har grædt grundet en alt for firkantet, reel virkelighed.
Det lys, der dannede rammerne om mit første kys, min første forelskelse og mit første reelle nederlag. Mine første venner og de værste fjender groede og døde i det lys. De bedste og de stadige er flyttet bort fra lyset og ind i denne kulde, der udgår verden i dag. Og i lyset var jeg den lille krøllede; ham, som kunne gribe enhver bold og havde en vildt lækker mave. I dag taber jeg alt, jeg får fat i - selv tallerkener; og ingen spørger længere til min mave. I lyset stoppede jeg slåskampe; jeg tog mine slag; og mente, at det var forkert at uddele mine egne. I lyset kæmpede jeg mod dem og mod mig selv. I lyset fandtes erkendelse ikke - for at opnå den, måtte jeg træde et stykke udenfor lyset. Der fandtes ikke realisme og melankoli i lyset. Dér var kun glæde over den næste dag og udmattelse fra den forgående.
Lyset, der ingen steder findes nu, eksisterer i mine minder - lyset skabte mig; og om 20 år, skaber det mig i dag. Lyset er symbolet på idyllen, der blev brudt, da jeg blev voksen. Måske blev jeg voksen, fordi idyllen blev brudt. Alt jeg ved, er at lyset er væk nu - og at jeg ville ønske, det aldrig var forsvundet.

En glædelig dag ved Nyhavn

En dag for længe siden gik jeg en tur nede ved havnen. Jeg husker hverken anledningen, tidspunktet eller vejret for den sags skyld. Jeg ved ikke, om De nogesinde har været på Nyhavn, men det skelsættende ved Nyhavn for netop den oplevelse, jeg her søger at beskrive, er det faktum, at man kan gå på begge sider af havnebassinet. Det resulterer i, at man fra den ene side af bassinet kan se til den anden. Og det var der, hun gik. Hun gik på den side, hvor de billige kanalrundfarter har stoppested - på parkeringspladserne. Det slog mig dengang, og det slår mig stadig, hver gang, jeg kigger på hende, hvor sårbar, hun ser ud. Jeg fik sådan lyst til at svømme over havnebassinet, se stort på den store fadøl, jeg lige havde bestilt, for at holde om hende - passe på hende. Ikke at, hun ikke kan klare sig selv, for det ved jeg rigtig nok, at hun kan - mere det, at hun simpelthen ligner én, der har brug for at blive beskyttet lidt fra virkelighedens skarphed.
Imidlertid så jeg ikke stort på den øl, selvom jeg ønskede det. Og det havde intet med øllen eller prisen på denne at gøre, snarere min egen blufærdighed. Derfor sad jeg ved mit cafébord foran Nyhavn 17, og betragtede hende. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, om hun overhovedet så mig ved bordet. Alt jeg ved, er at jeg var nødt til at drikke min øl hurtigt, hvilket måske i bagklogskabens lys måske ikke var ligeså vældigt gennemtænkt, som det dengang virkede til at være. Da De jo øjensynligt aldrig har været på Nyhavn, ved De heller ikke, at der går en bro hen over havnebassinet. Det er faktisk sådan, at de føromtalte kanalrundfarter er nødt til at holde stop på den anden side af broen, når det er flod i havnen, simpelthen fordi kanalrundfarterne ellers ville støde isen mod broens underside, hvilket er ganske uhensigtsmæssigt for alle parter.
Men dag hun nåede til denne bro, og hun begyndte at bevæge sig hen over denne, tog fanden ved mig, og jeg løb langs kajen. Let svajende som følge af den hastigt nedsvælgede øl.
Ja, De kan vel gætte Dem til, at dette eventyr aldrig skulle gå lykkeligt. Og deres gæt er rigtigt, thi jeg nåede tæt nok på hende til at kunne råbe - høfligt, som det hører sig til naturligvis. Hun vendte sig og smilede til mig, og som De forstår var jeg blevet ret hengiven for denne kvinde, hvilket gjorde, at al min fokus var rettet mod dette vidunderlige smil. Derfor løb jeg direkte ind i en gademusikant, som spillede Svantes Sorte Vise, og væltede ikke blot ham, men også mig selv. Efter lidt tumult og roden rundt i luften endte jeg på den forkerte side af kajkanten, hvilket gjorde mig ret så våd. Og ædru.
Den dag i dag er kvinden min hustru, og vi har gjort det til en tradition at gå en tur ved Nyhavn en gang i mellem.

onsdag den 26. november 2008

Mit savn i dine øjne

Grønt er når himlen dugger af glædeskondens. Når selv hele Afrika smiler. Også nok til, at landsbyhøvdingen, der ellers er stresset over brønden, kan få nok. Det er grønt over Danmark, når vi alle smiler. Til hinanden; af hinanden. Alle træer smiler. Absinth smiler. Alfer smiler.
Dine øjne smiler - de er ikke grønne. Farve ejer de ikke; snarere energi, der kan forsyne mig med alt. I dine øjne finder jeg euforien. I dine øjne finder jeg viljen - ikke din, men min. Dine øjne er min morgensnaps og godnatpilsner. Dine øjne er grunden til denne mærkelige sammensætning. Dine øjne er grunden til et savn, jeg ikke tør eksponere.
Et savn, der ikke er at finde i dine øjne. Du gør mig gennemsigtig, når jeg forsøger at finde mit hjerte. Jeg tør ikke åbne mig; det er vel for risikabelt. Så ofte kan man finde mig foran et spejl, søgende på mit bryst, efter følelsen af det hjerte, som burde banke.
Jeg kan ikke finde det.

Med dine øjne og mit savn skaber vi en tosomhed. Hvis det er dig, der har taget dét, så giv mig venligst mit hjerte igen. Så kan jeg måske lære at elske dig.

mandag den 24. november 2008

Om musikkens indflydelse

Musik er følelsers lyd.
Og intet er smukkere end et stykke musik, der trækker tilhøreren gennem samtlige facetter af følelsregistreret - fra dyb sorg til euforisk glæde. Når man ved lyden af liflig violinspil trækker på smilebåndet, og man ryster af skræk når trommerne udbasunerer deres bombastiske kraft, så er musik fantastisk kunst.
Jeg elsker stort set alt musik, men min egen lille kornjuvel må være det klassiske. Des mere jeg hører af denne elskelige genre, des mere må jeg erkende, at det er min favorit. Klassisk musik alene kan efterlade mig med tårer i øjnene - ikke blot grundet kunstnerisk og empatisk indlevelse, men også grundet de følelser som musikken reelt indlejrer i mig. Ved at lytte til det rigtige stykke musik, kan jeg komme af med ting, jeg ikke anede havde i mig.
Musikken er en vedvarende kilde til inspiration, og til det vil jeg benytte den. Mine tekster oftere, end jeg selv vil erkende, baseret på de følelser som musikken, jeg lytter til under skrivningen, sætter igang hos mig. Derfor er jeg ikke reel forfatter eller skribent, jeg er blot videreformidler. Jeg fortæller med bogstaver, det musikken fortæller med toner og harmonier.

Lige nu lytter jeg til Tchaivoskys violin koncert i re major op. 35 - ikke at jeg ved, hvad det betyder, men hvor jeg dog nyder det.

Lad dig inspirere af musikken, thi den bærer alle livets facetter.

søndag den 23. november 2008

Tragikomik - aktiv dødshjælp

Jeg kendte en gang en mand, som led af denne mystiske sygdom. Han blev til sidst så dårlig, at han flyttede til Belgien og betalte skat, for at kunne tage del i det meget famøse dødshjælpssystem, som belgierne praktiserer. En gang imellem, når tankerne lige trækker ham med ind i min bevidsthed, kan jeg savne ham lidt. Han så tingene på en anden måde end os andre - på en måde, var det det frygtligeste i verden, thi det var, hvad der dræbte ham. På en anden, langt mere egoistisk måde, så var det faktisk meget rart. Han lærte mig at sætte pris på livet.
Ser du, manden led af denne mærkværdige tendens til altid at fokusere på det dårlige i alle aspekter af livet. Du kan sig dig selv, at han ikke just var den sjoveste at have med til fest - skægt nok blev vi ved med at invitere ham. Vel egentligt mere fordi vi burde, end fordi vi nød hans selskab. Vi ville så nødig give manden endnu mere at være ked af. Ofte sad han i hjørnet med en Bloody Mary - det var meget moderne dengang - og græd. Nu græd han det meste af tiden, så det havde vi vænnet os til - men der gik altid lige lidt tid, før folk, der aldrig havde mødt manden før, kunne slappe af i hans selskab.
En dag ville jeg invitere ham til fest hos mig. Ser du, jeg havde lige skaffet alle mine katte af vejen. Jeg faldt over dem; det var jo synd for alle parter. Så jeg dræbte dem - men det var fint, for så var der en grund til at holde fest. Så jeg ringede til manden, men han tog den ikke - så tænkte jeg ved mig selv, at det jo egentligt var heldigt nok, eftersom ingen af os rigtigt gad at have ham med.
Der gik nogle uger, før jeg fik et brev med belgisk frimærke, hvori han forklarede, hvad han havde lavet i Belgien og så videre. Det var et lidt sørgeligt brev, men på den anden side levede det jo i sandhed op til hans person, så det var fint.
Til gravøllet drak vi selvfølgelige Bloody Mary.

Livet i suburbansk symbolik

Symbolik

Livet er som at søge ly i en tunnel, når det regner rigtigt meget. Man tror, at det bare er en byge, men regnen kan ligeså vel øse ned i flere dage. Man ved aldrig, hvornår man kan forlade tunnellen.
Man starter med at gå rundt, man stiller sig nogle gange ud til kanten og spejder - nogle gange efter huller i skyerne, andre gange efter mennesker, som søger ly. Efterhånden som tiden går sætter man sig ned. Underholdningen finder man ved at læse og betragte den suburbanske, postmodernistiske kunst som tunnellens vægge byder på. Først væmmes man, man lidt efter lidt accepterer man det, og til slut kan man ikke leve uden det.
Hvis regnen stopper, må man videre - man må forlade tunnellen. Men der kan sagtens gå flere dage - til sidst har man siddet der så længe, at man lægger sig ned. Tilbage er kun det grå beton loft at betragte.
Man venter kun på at regnen stopper, for så kan man komme videre.
Én ting er i hvert fald helt sikkert - regnen stopper på et tidspunkt, og man er nødt til at tage videre.

Sådan er livet.

Symbiose

En lang gang udgjorde lokationen. Der var en stribe maling hele vejen langs toppen af venstre væg. Den var blå. Resten af væggen, og de andre, var hvide. Undtagen området omkring de dørhåndtag, der var den eneste indikation på, at der var døre. Områderne var metallisk. Mere skinnende end grå.

Jeg smilede, mens jeg gik hende i møde - det kriblede ganske sagte lige under brystbenet. Hendes smil var betryggende på en mystisk måde, der farvede de hvide vægge let lysegule. Da vi kom hinanden nær nok, hviskede hun hej. Jeg svarede hende med et suk, som havde trængt sig på hele mit liv. Væggene var blevet gule nu. De var lune. Dørhåndtagene blev mindre.

Vi blev ved med at gå mod hinanden med spændte, småt elskende, skridt. Hun spurgte mig, om jeg var klar - jeg nikkede blot. Hun kom nær nok til, at jeg kunne se hendes øjne - farven var som ingen andre. Måske var det ikke en rigtig farve, men en energi, som efterlod mig i en ekstase, der forstærkedes af erkendelsen af, at hun kun var fire skridt fra mig. Væggene var blevet orange, og loftet var faldet lidt. I luften hang duften af hengivenhed - som citronbåde. Det var blevet lunere, og jeg var tryg.
Et halvt skridt tilbage - ingen af os sagtnede farten.

Da væggene blev røde, pulserende. Da loftet igen var stoppet med at falde - det udgjorde vores hule. Da duften var fuldendt med grønne planters indtog i varmen. Da dørhåndtagene var forsvundet helt. Da dørerne var sunket væk i den røde væg.
Da du blev mig. Jeg dig. Da vi blev hinanden. Et ét. Vi smeltede sammen i en forening af hengivenhed - i rammer af lun luft med røde vægge. Du slipper aldrig ud af mig nu - jeg vil aldrig lade dig komme ud. Du er blevet mig, og jeg vil aldrig være mig uden dig.
Du er os nu.

Smilebrevet 1

Kæreste M.

Efter T flyttede fra mig, er jeg blevet mere og mere trist til mode. Det siger sig selv, at ensomheden flyttede ind, som T flyttede ud. Jeg har været rigtig deprimeret, og ingen hemmelighed er det vel, at jeg har gået med diverse overvejelser om, hvorvidt jeg kunne komme fra dette liv uden al for megen smerte. Følgelig har mine overvejelser altså ikke båret frugt, hvad enten det så er positivt eller ej.

Jeg skriver ikke til dig for at søge om medlidenhed - nej, den kan jeg klare mig uden. Jeg skriver for at fortælle om en oplevelse, der startede sidste onsdag. Den er indtil nu ikke holdt op, hvilket jeg finder underligt, eftersom det endnu en gang er onsdag - denne gang i næste uge. I hvert fald i forhold til forrige.

Det er såmænd ikke en dårlig oplevelse. Jeg burde måske snarere beskrive det som en følelse, der giver mig en evne - der tillader mig at udfolde mig på en anden måde. Pludselig ligger verden langt mere åben for mig. Depressionen er for længst blevet blæst væk af euforien over denne spændende nye kompetences éntre. Hver eneste dag går jeg en tur ned på torvet, hvor jeg i al hemmelighed udøver denne fantastiske evne. Jeg er ganske sikker på, at folk værdsætter det - de er blot ikke klar over det. Naturligvis vil du nu indvende, hvorvidt værdsættelse er reel uden erkendelsen af den - men jeg er nu ganske sikker; folk værdsætter evnen.

Ser du, jeg kan gøre folk glade, blot ved at kigge på dem. Det er særpræget at stå på torvet, og lade sit blik vandre rundt på de mange hundrede mennesker, der alle er fortravlede, for slet ikke at snakke om, forjagede. Ved et enkelt blik og den rette tanke, kan jeg tvinge folk til at smile og fløjte. Naturligvis ikke på samme tid, da det er ret umuligt. Det kan også accepteres, thi fløjten som regel blot er en anden slags smil. Og selvsagt omvendt ligeså.
Folk, der smiler, får andre folk til at smile - så meget hurtigt fløjter hele byen. Det er en rar følelse at gøre hele København glad - du skulle komme forbi og opleve det en gang, M. Du ville også få dig et lille smil - måske du kunne lære nogle nye melodier at fløjte hjemme i Ribe.

Smil, thi det er ganske smitsomt.

Din
J.

torsdag den 20. november 2008

Kærlighedshistorie

At savne kan være to ting:
- at glæde sig til gensyn, eller at miste langsomt.
Dette er forhåbentligt det første.
Naturligvis er alt godt, når det er godt. Ja, faktisk er det surrealistisk euforisk. Jeg er både pinligt grinagtig og rørt til tårer. Jeg skræmmes bare ofte over, hvor tit jeg savner euforien.

De gik en tur langs skovbrynet, der, ligeså længe hun kunne huske, havde delt markerne - på den ene side majs; den anden side brak. De gik hånd i hånd, stemningen var stilheden, der skabte grobund for den trykkethed, der prægede lettelsen over gensynet. Solen var på vej ned over majsmarken, hvilket farvede himlen over den soignerede vidde alverdens farver. Det lignede et øjeblik noget fra en romantisk film. Det var det ikke.
Han forsøgte sig - lidt prøvede. Han faldt over sig selv, mistede troen. Holdt inde. Hun forstod ham - ikke at hun var vred eller skuffet. Ja, hun havde knapt nok håbet - men hun forstod ham. Hun sagde jo heller ikke noget selv.
Hvorfor det var sådan, var der ikke nogen tilstrækkelig grund for. De hverken kunne finde den, eller for den sags skyld nogensinde få noget ud af at lede efter den. Enten skulle de affinde sig med det, eller lave det om - det er bare svært at lave noget om, man ikke ved, hvad skyldes.

De skildtes for enden af skovbrynet. Hvor de tog hen, ved jeg ikke - men at de gik i hver sin retning, så jeg dog. Om de tog afsked med et kys, må være op til Deres fantasi eller erfaring.

onsdag den 19. november 2008

Målmandens filosofi

Da jeg var mindre, var jeg fodboldmålmand.

Jeg springer efter alle bolde - også dem, jeg godt ved, jeg aldrig når, thi de er for langt borte. Både dem, der skruer, og dem, der dykker. Selvom de går ind, og jeg ved det, hopper jeg.
Og lander. Nogle gange slår jeg mig. Jeg bliver øm, og jeg bløder. Nogle gange mister jeg pusten, eller falder af hesten.
Alligevel rejser jeg mig op og hopper efter den næste bold. Hvem ved, om jeg når den?
For følelsen, når jeg når bolden, er ganske fantastisk. Intet er større, end at kunne rejse sig op med bolden løftet overhovedet. Jublende. Succesfuld.
Men kun indtil næste bold - den, der skruer eller dykker eller er for hurtig eller bare er for langt borte. Dem når jeg aldrig, selvom jeg hopper og lander.

Jeg er ved at blive gammel nu - det gør mere og mere ondt at lande. Måske skulle jeg stoppe med at springe?

tirsdag den 18. november 2008

Et Dødt Brev

Jeg glemmer aldrig de øjne

Jeg er vel at betragte som væk nu. Jeg synes i hvert fald ikke, at jeg er. Med det in mente, kan der vel ikke ske noget ved, at jeg går til bekendelse nu. Mine sorger vil aldrig læges helt, men bekendelse om mine synder, vil kunne gøre angren langt mere reel.

Det eneste jeg lige nu sanser er papiret og den godt brugte blyant, jeg skriver dette med. At sige, at jeg vågnede her i denne sfære, ville være forkert - for jeg har hverken sovet eller været bevidstløs. Jeg var her blot, uden at vide hvorfor eller hvordan, jeg var kommet. Pludselig sad jeg ved dette bord, som egentligt ikke er et bord, men bare tæt luft.

Hvis jeg skal være ærlig, ved jeg heller ikke, om jeg gør det rigtige - eller om jeg gør det rigtigt. Du var den første, jeg tænkte på, da jeg så, at jeg fik muligheden for at skrive noget. Jeg betragter dette som et afskedsbrev - om det er det, vil kun vise sig, hvis du læser disse linjer en dag. Ellers er det vel bare terapi. Hvorfor man skal hjælpe én, som er på vej væk fra denne verden, ved jeg vitterligt ikke - men jeg har erfaret nu, at der er uendeligt meget hverken du eller jeg ved.

At jeg er bange, er forkert at sige. Det mest beskrivende for min følelse lige nu, er måske som fornemmelsen aftenen før eksamen - nervøsiteten er ikke taget rigtigt til; men maven er alligevel ikke helt sig selv, og man er lidt mere vågen. Her er ingen lyde, og der er intet mørke.
Vidste du forresten, at det er langt mere uhyggeligt med total lys end med total mørke. Lys er overalt, mørke er bare mangel. Mangel er lettere at håndtere.

Jeg ved ikke, hvad der sker nu - men her blivet varmere nu. Nervøsiteten tager til, må jeg vel hellere erkende, samtidig med at jeg er nødt til at erkende, at dette brev på sluttes.
Du er et stort menneske.

Jeg skriver til dig, for at sige undskyld. Der er én ting, det er vigtigt, at du ved:
Jeg glemmer aldrig de øjne.

Fortrydelser

Jeg ville have sagt noget. Prøvet at sige farvel. Holdt om dig en sidste gang, og fortalt dig, at du er den, der får regndråberne til at forsvinde igen. Jeg ville have klemt dig, og gjort det klart at livet, efter at have mødt dig, aldrig ville blive noget nær det samme igen. Jeg ville endnu en gang have fortalt dig om den åndelig inspiration, motivation, du gav mig. Du gjorde mig til mit liv.
Jeg ville have sagt noget - hvis blot jeg vidste det. Men det gjorde jeg ikke, så jeg satte mig ind i bilen. I den tro, at det ikke varede længe før vi skulle ses igen. I den tro, at jeg ville få chancen igen. Chancen for at lade dig forstå, hvor stort et menneske du er. Det fortjener du, og jeg fik dig det aldrig fortalt. Jeg er betaget af dit intellekt og din dybde. Du skal aldrig holde op med at sprede din viden.
Jeg ville have sagt noget - råbt noget. Jeg ville have grædt en sidste gang. Men jeg fik aldrig chancen. Jeg vidste det ikke, før det var for sent. Erkendelse er altid forsinket. Jeg skulle have fortalt dig, hvor vigtig du var. Og hvor vigtig alle de andre var. Og er. Men jeg fik aldrig chancen.

Jeg skulle have sagt noget.

- Tilegnet dig, Rebecca. Fordi du inspirerer mig. -

mandag den 17. november 2008

Manden, der kun kunne løbe

Jeg mødte engang en mand, mens jeg var ude at løbe i Fælleden. Jeg løb i lang tid bag ham, og jeg skal gerne indrømme, at det efterhånden var blevet ganske irriterende, at jeg ikke kunne indhente og overhale ham. Vi løb præcis lige hurtigt, hvilket manden åbenbart også lagde mærke til, thi han råbte over sin venstre skulder, om ikke vi skulle løbe sammen, da vi åbenbart var meget enige om tempoet i forvejen. Og da jeg ikke kunne se det mindste obskure i det, takkede jeg mange tak. Han sagtnede farten et øjeblik, for at jeg kunne nå op på siden af ham. Deroppefra så verden faktisk meget rarere ud - det var også lettere at trække vejret. Men lad det nu ligge, eftersom det ikke er min, men mandens historie, jeg vil fortælle.

Det er nu en gang sådan, at man snakker sammen, når man løber. Ikke at jeg havde noget imod det, men jeg må dog indrømme, at jeg tænkte mine tanker om pinlig tavshed, det ganske korte øjeblik, hvor jeg løb ham op. Pinlig tavshed blev der dog ingen af - vi passede åbenbart som fødder i hinandens hoser, for samtalen blussede. På trods af stakåndethed og sved i øjnene.

Hans historie er ganske fascinerende - måske burde det ikke kaldes historie, men snarere skæbne. Jeg håber dog, at han er blevet kurreret. Men det finder jeg formentligt aldrig ud af. Ser De manden led af en mystik tendens: han kunne kun løbe. Lige meget hvad han lavede løb han - når han spiste, arbejdede. Ja selv når han forsøgte sig med kvinderne.
Det eneste tidspunkt, hvor han ikke løb, var selvsagt når han sov - det kan De vel sige Dem selv. Han var dog i sine unge dage ofte endt i problemer, når han fik timet sit løb forkert. Han faldt simpelthen i søvn, før han nåede sengen. Dette var selvsagt et problem, eftersom han slog sig noget så frygteligt. På dette tidspunkt i samtalen følte jeg mig en smule opløftet, og bidrog derfor med kommentaren om hans næse. Han havde nemlig en utrolig skæv næse, og jeg følte mig ganske fiks, da jeg fangede sammenhængen.
Tilbage til beretningen: Der gik ikke så mange år, før han lærte sig at falde i søvn lige præcis, når det passede bedst - hvilket altså vil sige, når sengen nærmede sig. Han forklarede, at hans største problem i samtiden, altså var at få gjort de daglige indkøb. Han syntes, at det var så pinligt at handle ind, thi der meget ofte i København er lange køer i butikkerne, når folk ikke er på arbejde. Han forsøgte i et halvt års tid, efter at han var flyttet hjemmefra (det bør måske her nævnes, at manden absolut ikke var aldrende - mit bud ville være omkring de 23 år gammel), men folk reagerede så voldsomt, når han stod og trippede i køen. For slet ikke at tale om kassedamerne. Lige meget hjalp det, hvis han forsøgte at forklare dem om sit problem - de troede simpelthen ikke på ham.
Manden fandt ud af, at han var nødt til at gøre noget, for at kunne overleve - handle skal man jo gøre, ikke sandt? Derfor gik det op for ham, at han jo kunne handle når alle de andre arbejdede! Problemet var dog, at han også selv havde et arbejde, han var glad for. Ser De, han rev løbebanerne i Idrætsparken og så rensede han havnebassinet ved Nyhavn. Han var så glad for det arbejde, han udførte - men han var samtidig også nødt til at erkende, at overlevelsen var vigtigst. Derfor sagde han sit job op - og dagen efter handlede han ind. Han forklarede selv, hvor voldsomt han trængte: Han havde været nødt til at tørre og gemme sit toiletpapir, bare for at have en smule. Han spiste sit kaffegrums og kogte the af gamle stueplanter, hans mor havde efterladt.
Så langt var alt jo fint - nu skulle han bare finde sig et job, hvor han kunne arbejde, når alle andre havde fri. Han kunne komme på to ting: dørmand og døgnkioskarbejder. Begge erhverv er frygteligt omstændigt at udføre, når man lider af det samme handicap som manden gjorde. Manden var ellers så flink at foreslå for samtlige sine ønskede arbejdsgivere, at man da bare kunne købe ham et løbebånd - så ville han jo ingen steder løbe. Men ingen ville ansætte ham. Efter noget tid, havde han ikke penge nok til at købe ind; moren var død og begravet - han kunne ikke selv være med til ceremonien, fordi han ikke kunne sidde i kirken; hurtigt forsvandt pengene til huslejen også - og den eftermiddag i Fælleden stod han uden bolig.
Derfor løb han faktisk bare rundt i Fælleden og ventede på at falde i søvn.

De forstår nok, at jeg fik en smule medlidenhed med denne stakkels mand. Så jeg gav ham mine kondisko - jeg fik dem nok alligevel aldrig på igen, thi jeg havde fået en vabel.

Søvnløshedens Reelle Smerter

Jeg er dybt frustreret - jeg er bange.

De sidste seks timer har jeg vendt og drejet mig i laner, der normalt udgør basen for min søvn - men som en ørken tør for vand, var sengen i nat tør for søvn.
Det er nok forkert - sengen har jo ikke ændret sig. Alt er faktisk som det plejer - varmen, lydene (også dem køleskabet laver), musikken - ja, selv lyspletterne fra månen uden for står, hvor de altid har stået. I nat har de blot bevæget sig fra den ene væg til den anden.

Ja, alt er som det plejer. Jeg troede også, at jeg var den samme - men det er vist det eneste sted, hvor jeg kan acceptere ikke at kunne kende en forandring med det samme. Jeg nærer så stor respekt for den menneskelige psyke, at jeg erkender mine store inkompetencer med min egen. Jeg ville vide, hvis køleskabet lød anderledes, eller hvis skyggerne af lys var blevet større eller mindre - men jeg ved ikke, om jeg har ændret mig. Om jeg tænker på en anden måde.
Hvem ved om mine tanker løber en anden vej gennem sindet? En vej, der umuliggør søvnen.

Med ovenstående in mente, og centrum for tankerne de sidste tre timer, har søvnløsheden haft en selvbestyrkende effekt - for bekymringer om sindssyge og stress hjælper ikke just på søvnløsheden. Det er derfor, jeg nu har valgt at tænde min computer, for at jeg kan skrive mig lidt renere. Komme af med lidt - jeg tror, at det hjælper.

Lad os se om ikke dette kun er begyndelsen - jeg tror, jeg mister forstanden, hvis mange flere nætter er lige så tørre.

søndag den 16. november 2008

Forstadens Mentalitet

Jeg bor på en lang vej med mange huse. De har alle en forhave undtagen ét. Huset ligger helt ud til fortovet, sådan at døren faktisk, den åbner ud af, når helt ud på vejen. Derfor skal man passe på, når man går ind. Det hænder, hvis dem, der bor der, glemmer at lukke døren, at den bliver ramt af en forbipasserende bil - men det kan den nu godt holde til. Den har jo prøvet det før.

Det pudsige ved det hus er netop, at det ingen forhave har. Den har en baghave i stedet for. Eller det tror jeg i hvert fald. Man kan ikke se den udefra vejen, hvor jeg ellers tit går og kigger på de andre huses haver. Nogle steder slår husets mennesker græs i forhaven - andre hænger de i køjer, der til formålet er spændt fast til træerne, der bor i forhaven. I en enkelt forhave leger børnene, de er lyshårede, tit med deres hund. Den er også lyshåret. Eller lyspelset, eller hvad det hedder.
Jeg nyder at gå ned langs vejen for at kigge på forhaverne og forhavernes mennesker. Men jeg bliver altid så vemodig, når jeg kommer til huset uden forhave. Jeg ville så inderligt gerne vide, hvad menneskerne, der bor i huset laver. Og jeg ville så inderligt gerne se den baghave, der må være eftersom forhaven er væk.

Jeg synes faktisk ikke, at den kan være det bekendt - baghaven. Alle vi andre viser vores haver, men baghaven skjuler sig. Måske gemmer den på hemmeligheder.

Jeg håber en dag, jeg får den at se.
Det er det mest retfærdige, synes jeg.

Selvmedlidenhed

Min drøm er selvdestruktiv, thi jeg ved, at jeg aldrig vil kunne leve af det her - jeg kan jo ikke blive ved med at skrive det samme på forskellige måder. For selvom der er mange alternativer, så findes der naturligvis, ligesom i alle andre aspekter af livet, et maksimalt antal mulige kombinationer af samme stof.

Jeg er bange for at fortælle om mit højeste ønske, simpelthen fordi jeg ikke er sikker på, at det er det højeste. Men jeg ønsker mig så dybt og inderligt, at det brænder i min mave ved tanken, om en dag at kune udgive en bog, der er skrevet af mig. Den behøver hverken være lang eller kunne sælge - men hvor ville jeg være stolt, hvis jeg en dag blev oprettet i bibliotekernes forfatterdatabase. Hvis jeg en dag kunne pege på en bog på hylden i boghandlen og fortælle, at det var mit værk. At det var min drøm.

Men med branden i maven ved tanken om drømmens opfyldelse, følger angsten, der kryber i huden, for at jeg må se mig selv skuffet. Modtage afslag fra samtlige forlag. Se mig slået og slå mig selv til tåls med virkeligheden, thi virkeligheden er præget af angstens realisme.
Det er angsten, der holder mig tilbage - for ganske vist, forestiller jeg mig ofte (formentligt langt oftere end godt er), hvordan jeg skulle blive headhuntet eller "opdaget", men jeg forestiller mig aldrig selv tage kontakt. At påtvinge folk opdagelsen af mig, virker så inderligt urealistisk. Måske primært fordi jeg ikke kan få øje på mit talent. Ros får jeg da, men selvtilliden mangler - og jeg tvivler inderligt på, at kvantiteten af rosen følges med følelsen af selvtillid. Jeg ved ikke, hvad der skal til, før jeg kan tro på det talent, nogle folk mener jeg har.

Endnu en omgang brok og ligegyldigheder - denne gang præget af egoisme. Men mon ikke alle mine skrivelser i realiteten gør det? De fleste skrivelser består nok egentligt af narcissisme og selvoptagethed.

En god veninde sagde til mig i fredags: "Egoistisk er nok det sidste, du er, Mathias" - men jeg må desværre nok rette hende: Egoistisk er nok det eneste, jeg er.

lørdag den 15. november 2008

Livets Sok

Hvis livet var en sok, ville min vende med vrangen ud, og der ville være hul ved hælen. Altså ikke det værste sted at have et hul, hvis det absolut skal være der. Jeg kunne prøve at stoppe det, men jeg kan vitterligt intet andet end destruktion med en nål. Og man spørger bare ikke andre, om de vil stoppe ens liv, vel?
Så jeg har valgt at leve med hullet. At den vender med vrangen ud ... det er meget rart. I hvert fald en gang imellem. Jeg tror, at det er derfor, jeg kan tænke sådan her.
Ikke at det er rart at tænke - jeg drømmer tit om at lade vær, men så tænker jeg jo. Så er jeg lige vidt. Jeg ville helst være fri - især for disse tanker.
Men at sokken vender med vrangen ud, er faktisk godt nok.

Det hænder, at jeg tager sko på. Mest når jeg skammer mig over hullet. Men også nogle gange, hvis jeg bare gerne vil vise andre takter. Når jeg gerne vil fremstå mere balanceret - for en hullet sok med vrangen ud er ikke særligt balanceret.
Vel?

Historien fra Assens

Der har boet en mand i et gammelt husmandssted ude ved Assens. Hans kone døde for 23 år siden. Hun blev 52. Hun døde af et hjerteslag. Der gik et halvt år før manden begyndte at leve igen. Han lærte at vaske tøj og lave mad. Han lærte at stryge, og en gang imellem kunne han sy. Men det var nu ikke, hvad der tog længst tid at lære. Han skulle lære at sove selv - selv at holde dæmonerne væk. Han skulle lære at tænke på andre ting. Han skulle lære at elske damen, selvom hun ikke var der. Han skulle lære at være ensom i et vidunderligt tosomhedspræget univers.
Han skulle lære at leve.

Manden og damen havde gået i realskole sammen. De havde siddet ved siden af hinanden længe, og manden havde været forelsket i damen lige fra første gang, han så hende. Damen derimod skulle have lidt tid - hun faldt for ham til klassefesten da de var 9. Manden tænkede en gang imellem på den fest, oftest hvis han havde fået lidt for meget snaps. Han tænkte på, hvordan de havde sneget sig væk fra festen, blot for at gå en tur ned til søen. Der havde de siddet i en time, og det nåede at blive mørkt. Hendes hvide, billige kjole stod helt klart frem i hans hukommelse. Hendes smilehuller og hendes hænder. Da de stod ved bredden, bredte damen, der dengang snarere var pigen, sine arme ud og takkede gud. Manden glemte aldrig hendes stilling og hendes ord. Det varede ikke længe fra taksigelsen ved søen, før manden og damen var kærester. Selvom det godt nok var forbudt dengang.
De havde holdt sammen lige siden - det havde ikke været let altid. Men manden havde gået i marken hver eneste dag, og damen havde gladeligt lavet mad til dem. Deres liv gik med deres arbejde. Det var dog en mærkelig tid, dengang den nye vej ned til kirken skulle bygges. Da gik alle bønderne og karlene til hånde for bygmesteren, og de fik lavet den lange vej på fire uger og to dage.
Da var damen rigtigt stolt af sin mand - stolt var hun nu altid. Hun var så glad og så tryg, og manden var manden i hendes liv. Også det liv hun ønskede sig. Derfor stod hun for alt i huset - opvask, tøjvask, syning - det hele. Og hun ærgerede sig ikke en eneste gang. Hun nød at hjælpe sin mand, som hun følte, han hjalp hende.
De fik aldrig børn - tro ikke, at de ikke prøvede, men en af dem, eller måske dem begge, virkede ikke til den slags. Og i den tid, kunne man ikke rigtigt gøre noget ved sådan noget.
Dermed havde de hinanden, manden og damen, og de havde det godt. De levede deres liv i en tryg, tillidsbaseret kærlighed, som havde den bevirkning, at de blev afhængige af hinanden.

Derfor kan De nok se, at det var hårdt for manden, dengang for 23 år siden, da han pludselig fandt sin kone liggede på køkkengulvet. Hun havde været igang med at lave aftensmaden - de skulle have haft lever. Hvilket desværre hverken var hans eller hendes yndlingsret. Men det var nok heldigt nok, for mandens appetit forsvandt - dem kom aldrig rigtigt tilbage.

Jeg ved ikke, om manden stadigvæk lever - dengang jeg besøgte ham, var han på vej i den rigtige retning, men man ved aldrig. Jeg gør i al fald ikke.
De kunne tage ud forbi og kigge.
Måske hænger damens hvide kjole stadig i skabet - det er det, hvor hængslet er faldet af.

Trivialitetens spøgelse

Du står op klokken seks hver morgen til en dag, du kender som bukselommen i de bukser, du strøg i går aftes. Du tager dem på lige nu. Du regner med en dag - én som alle de andre. Du glæder dig til weekenden, fordi så kan du lave det, du laver i alle andre weekender. Både den sidste og de næste mange hundrede.

Du går på arbejde. Du tager telefonen, hvor du allerede, da den ringede, vidste, hvad samtalen ville dreje sig om. Du sælger det sædvanlige, og du får fri klokken fire. Du henter din bil i samme bås, som du satte den forrige mandag.

Du kysser mig, som du altid gør, har gjort og vil gøre. Du spørger mig, hvordan min dag har været, jeg svarer, og spørger dig om det samme. Du mumler, at dagen har været som alle de andre - både den igår og imorgen. Du læser avisen og ser den i tv.

Du går i seng. Du tager mig med, men da det ikke er onsdag, lægger du dig til at sove. Du snorker. Du snorker igen eller stadigvæk. Du drømmer måske, men det ved man aldrig. Du tænker ikke på, hvor længe jeg ligger hver aften og tænker på, at du er død. Du lever ikke mere - ikke længere.

Du går igen. Du er fanget i evigheden. Du har brændt broen til dit liv - en der engang var så stærk. Du er alt det, du lovede dig selv ikke at blive. Du er den, du frygter. Du ved det ikke selv.

Du er død. Du går på arbejde. Du er slutningen i dit liv. Du henter den i samme bås. Du er død. Du snakker i telefon. Du er slutningen på dit liv. Du ser tv og avisen. Du er død.

Du er trivialitetens spøgelse - du er som de andre.

onsdag den 12. november 2008

Gløder, og hvordan de er flottest

Denne tekst er skrevet for noget tid siden i en usædvanlig periode af mit liv. Dengang var det en drøm, i dag er det virkelighed. Oprindeligt publiceret på www.blog.dk/curlyc.


Solen var på vej ned, da jeg fortalte dig, hvordan kærlighed kan måles på gløder. Og hvordan dine øjne strålede af millioner, når du smilede. Jeg forsøgte at holde gråden tilbage, for du var så smuk, som du lå der med gløder i øjnene. Måden dine fingre aede min arm, gjorde det svært at trække vejret - du gav mig kuldegysninger. Du gør det også nu, selvom du er langt væk. Jeg savner dig ... jeg længes efter dig. En sjælden idé, om at jeg skal cykle med kærligheden bundet fast til styret, er igen opstået i mit indre. Jeg har været død så længe, at jeg glemte, hvordan det føles at være levende. Men jeg kom tilbage - du viste mig vejen, og selvom det hele virker så svært lige nu - så er der en mening med alt. Det føles sådan - og hvis ikke der er en, så laver vi en, skat. Hold dit hoved højt - smil et smil, så jeg kan lære at leve som den jeg er. Du er min flamme, en glemt idé - en fortrængt drøm, og jeg ønsker dig som en del af mig. Min partner, min ven, mit liv. Du er den jeg mangler, for at kunne finde gennem køkkenet. TIlbage er kun le voyage med en bryde af jalousi og generthed bundet til min ryg, med ottetalsknob og løkker om min hals. Glem mig aldirg - jeg vil dø med dig.

Appelsin-universet

Mange mennesker har helt specielle rutiner i forbindelse med at gå i seng om aftenen. En særlig rækkefølge, som de er nødt til at følge - først børstes tænder; så godnattisses der; afklædning; vækkeursdrejning; puderysten - og så videre. Lige indtil søvnen overfalder dem. En rar, nyfrisk og planlagt søvn, der inden alt for længe vil afbrydes af føromtalte vækkeur.
Jeg er på mange måder ligesom de mennesker - jeg sover for at vågne igen, og jeg har mine rutiner. Mine rutiner er dog ikke som de flestes andre, tror jeg. Ikke nogen jeg kender i al fald. Derfor er denne skrivelse et håb om, at møde mennesker med samme tankegang som jeg - hvis der findes mennesker ude i sansningen, der deler mine fantasier.

Det begyndte i præpuberteten - jeg var ni, tror jeg. Jeg vågnede op, som mange andre drenge gør i den alder, med en erektion. Og eftersom jeg aldrig kunne huske, at have prøvet sådan noget før, blev jeg en anelse bekymret. Det ene førte til det andet, og det varede ikke længe før jeg var nødt til at forsøge, ligesom mange andre drenge i den alder, at give mig selv erektion igen (uden dengang at vide, hvad det mærkelige fænomen hed, naturligvis). Jeg fandt forholdsvis hurtigt ud af, hvad jeg kunne tænke på for at tilvejebringe den reaktion hurtigt. Og det har holdt fast. Jeg sidder nu som 56 årig, med samme tanke som jeg tilfældigt fik for 47 år siden.

Appelsiner. Det handler om appelsiner. Jeg elsker duften, følelsen, synet og i særdeleshed smagen af appelsin. Appelsinens orange farve og dens noprede hud - den bitre hvide inderside og sødmen i kødet. De bedste er økologiske, men de kønneste er sprøjtede.
Og på grund af tankerne om appelsiner har mine aftenrutiner ligeså længe, jeg har haft mit eget hus og budget været præget af frugterne: hver eneste aften, spiser jeg gerne to appelsiner, før jeg gnupper skrællen mod min hovedpude (for duftens skyld, naturligvis). Bagefter lægger jeg fire appelsiner klar til morgenmaden den efterfølgende dag, hvorefter jeg hælder mig et glas appelsinjuice op. Slutteligt børster jeg tænder med mit specialfremstillede appelsintandpasta og tisser godnat.
I sengen overfalder lugten af hovedpuden mig, og jeg genfinder følelsen, der overraskede mig som niårig. Derfor finder jeg et par appelsiner, og ganske langsomt kærtegner dem. Slutteligt skræller jeg dem. Med nydelse i hvert eneste lille stykke skræl.
Lige før følelsen kulminere, spiser jeg frugtkødet - smager syrligheden og den efterfølgende sødme. Lader saften trille ned over min hage og ned i min seng. Jeg elsker at være ved, at blive kvalt i saften. Det er det ultimative.

Bagefter lægger jeg mig til at sove. Morgendagens små udfordringer svirrer rundt i mit hoved.

Sjældne bekendelser

Min drøm er at vågne, mens jeg endnu ikke er holdt op med at sove.
Tænk at kunne drømme mens man var vågne. Jeg savner de nætter, hvor jeg drømte om lyseblåt. De nætter hvor gyngestativerne var medvirkende for at skabe en stemning af kerne. Nu er de kun med, når gyngerne bevæger sig af sig selv.
At svømme var dengang let, men med mindet in mente, er jeg begyndt at drukne, før jeg overhovedet har rørt vandoverfladen.
Du skal vide, at jeg på ingen måde bebrejder dig den udvikling mit liv har taget - det er nok blot tilfældigt, at du forsvandt lige da drømmene begyndte.
Ring på et tidspunkt - hvorfor skal du være så forbandet stædig?
Det går op for mig - du ligner mig jo.

- Jeg er bare ikke syg vel, gamle?

tirsdag den 11. november 2008

Tvivlsomme betragtninger fra en 1.g'er

Det begyndte i slutningen af folkeskolen. For i folkeskolen mener jeg, at kunne huske følelsen første gang - også lidt den undren over, hvad det mon var for noget. Jeg erindrer dog ikke, at have tænkt særligt længe over det. Det skulle jeg måske have gjort, men det skulle jeg måske alligevel ikke. Det er jo en balancegang, som jeg allerede for længst er tiltet i, thi jeg ikke tænkte over det. Og eftersom jeg sjældent formår at gøre fortiden om, kommer jeg nok heller ikke til at have tænkt over der, selvom jeg tænker nok over det nu. Det kan vel kaldes bagklogskab, men det er jeg nu i tvivl om. Det er jeg tit - i tvivl. Jeg ved egentligt ikke rigtigt, hvad tvivl er. Det føles nogle gange lidt brændende. Ærgerligt. Det kan også føles som en stikkende frustration.
Sommetider kan det dog være en lettelse. Jeg ved inderligt ikke, hvad tvivl er - og hvad godt er der, ved at vide det? Det ændrer vel ikke på, om jeg føler det - eller gør det mon? Måske kunne jeg ændre på de ting, jeg tvivler på, før jeg begyndte at tvivle på dem. Det fortvivler mig, hvis jeg har kunnet undgå tvivlen, ved at kende den, før jeg tvivlede.
Jeg ved det ikke. Men følelsen er endnu ikke holdt op nu her i midten af 1.g. Den er forøget lidt, eller også lægger jeg bare mere mærke til den, det er jeg i tvivl om. Men i hvert fald er det klart, at jeg får sværere ved at tænke på andet. Eller det vil sige, at jeg får sværere ved at tænke på, om jeg tænker på andet, eftersom jeg tvivler på om jeg overhovedet kan tænke på grund af følelsen. Glædeligt må det alligevel siges at være, når jeg nu kan nedskrive de tvivlsomme tanker, der dog måske ikke er tanker, men blot smålige illusioner. Det kan nu også være, at jeg på frygtelig vis fordærver Dem med tvivl. Jeg ved det ikke.
Det kunne nu være rart at vide, hvad følelsen er for noget - nu har den huseret siden slutningen af folkeskolen. Det tror jeg i hvert fald - jeg er lidt i tvivl, men ikke så meget, som jeg er om så mange andre ting. Måske er jeg syg, men sådan føles det nu ikke. Snarere som om, jeg ikke rigtigt ved noget. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt det er en sygdom ikke at vide noget - det må være svært ikke at vide noget. På den anden side kunne det nok også være meget rart. Det ved jeg ikke.
Der er nok heller ikke noget, jeg kan gøre ved følelsen. Selvom det nu ville være rart med en pause, som kunne give mig lidt blod på tanden. Altså ikke for alvor, eller det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg er i tvivl om, hvor det udtryk stammer fra. Ja, nu hvor jeg tænker over det, kommer jeg helt i tvivl om udtrykket overhovedet stammer - altså eksisterer. Eller om det er noget, jeg har fundet på. Det ved jeg ikke.

Jeg klarer den vel nok - eller også gør jeg ikke.

søndag den 2. november 2008

Parodi på illusion

Jeg lever på en klippetop af leverpostej - der, hvor jeg skal dø, er nu mit hjem. Det varer ikke længe, før jeg må forlade denne verden, hvor man drømmer om sky og couchetter. Denne verden hvor man selv er en københavnsk rødbede. Livet har handlet om at arbejde på min smag - jeg har trænet hver eneste dag: øvet mig i fugtdannelse; konsistenstiltag; tilsætningsstofskamouflage; og meget andet, der vil øge smagsoplevelsen hos den smukke herre, der venter på oplevelsen bag min eksistens.

Jeg havde en ven - han var vist syg. Han troede, at han levede i en verden, der består af det, han kaldte mennesker. Han havde venner (vi andre rødbeder kender kun til "venner" gennem Folmers Episke Fortællinger), noget, han kaldte, kæreste. Han, Esben var hans navn, gik rundt i en stor verden, de andre "mennesker" kaldte Jorden. Det højeste mål i den verden var at blive lykkelig, fortalte Esben mig en aften - men ingen vidste åbenbart rigtigt, hvad lykkelighed var. Alligevel jagtede de den følelse, hvorfor forstår jeg ikke.

Nuvel, en dag kom Rødbedenævnet og tog Esben med sig - han blev kastet ud i møddingen - det er den værste skæbne, der kan overgå en rødbede - fordi han eftersigende var psykisk syg. Hans lære er dog velbevaret, og det rygtes nu, at også Peter Skamfætter (en rødbede af en rigtig fin æt) også er begyndt at snakke om menneskeverdenen.

Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, om de måske alligevel havde fat i noget. Engang imellen synes jeg, at jeg kan høre mennesker, der snakker om livet på Jorden. To gange har jeg i mine drømme set menneskerne - de ville have mig med.
Det er ikke til at sige, men jeg må igang med min daglige træning.

"I lige måde" - der, hvor du egentligt lever

Jeg elsker, når du siger "I lige måde". Jeg bliver dig mere og mere hengiven hver eneste gang, den sætning falder over dine læber. Formentligt er det usikkerhed snarere end inkreativitet - men jeg har vænnet mig til at holde af den.

Misforstå mig dog ikke! - den dag, du overrasker mig med noget nyt og spændende; da vil jeg kunne falde i søvn i dit hjerte, for aldrig at vågne helt op igen. Den dag vil jeg endeligt kunne erklære min opgave for fuldført - mit livs opgave: Kærligheden. For ganske vist lever jeg kun ganske kort, men tilværelsen føles så behagelig lang, hvis blot jeg må lægge mig ved siden af dig hver eneste aften. Dit liv giver mig tryghed; og jeg behøver ikke leve - bare kigge på dig.
Falde i dine øjne, kravle rørt ud. Med mine poetiskfremsagte tårer løbende af dine kinder - gemme sig et øjeblik i dine unikke smilehuller. Dér kravler jeg ned, når jeg har ondt. I dit smil finder jeg den største gave - udholdenhed. Mit liv har ikke altid været som at dufte til drivhuse i sommernætter; men endelig har jeg fundet én, hvor jeg rigtigt kan gemme mig. Hele mit liv vil jeg ligge i min hule i din kind.
Pas på mig, og hold om mig, som om du nyder det - som om du ønsker det. Træk dig ind til mig og lad mig hviske dig, hvor smuk du er - ikke blot i mine øjne, men i verdens. Hvordan balancen mellem godt og ondt opretholdes af dit unikke væsen. Ved din side bliver jeg egoistisk - krige og hungersnød bliver ligegyldige. Kun du og jeg er væsentlige - og gud, hvor vi er væsentlige.

Jeg ønsker dig i min seng; som en lille kikkert ud i en fremtid, jeg drømmer dig ind i.

Spørgsmål vedr. tilværelsen - ikke særligt gennemtænkt, men præget af fuldemandssnak

Eksisterer et glemt og uudsagt udsagn?
Hvor forsvinder alt det tabte hen?

Med ovenstående spørgsmål in mente, kan det være svært at forestille sig, at denne verden er den eneste.
Jeg er frygtelig eksistentialist - faktisk så meget, at jeg tror, at tilværelsen kun er et produkt af vores egen fantasi. Alt der eksisterer, eksisterer fordi jeg tror det. Fordi jeg behøver det.
Min tilværelse er en illusion, men en forbandet behagelig illusion. Illusion om kærlighed, venskab, kompetencer - nytænkning og ideer.

Jeg kan sagtens leve med tanken om, at alt jeg oplever er en illusion - men kan du?
Kan du acceptere, at du er den eneste i din tilværelse?

Men har det glemte og uudsagte udsagn nogensinde eksisteret, hvis blot det var en illusion i en illusionel idé fremstillet af en illusionel tankevirksomhed?

fredag den 31. oktober 2008

Om livets illusion

Det er ganske simpelt umuligt at bevise andres eksistens - når De forlader et rum, hvordan kan De så være sikker på, at rummet stadig eksisterer? Når Sofie forsvinder om hjørnet, hvordan kan De så være sikker på, at hun ikke blot er forsvundet helt ud af verden?
Det kan De ikke.

Ergo er livet altså individuelt. Det kan ikke opleves i fællesskab med andre - thi andre måske ikke eksisterer overhovedet. Følelsen af liv er altså følelsen af at De lever, ikke sandt?
Men hvordan kan De bevise at De lever, når De ikke kan bevise at Sofie lever?

René Descartes forsøgte på dette gennem tesen "Jeg tænker, altså er jeg" (Cogito, ergo sum). Han mente, at man kun kan tænke, hvis man eksisterer. Des længere man tænker over den slutning, des mere enig bliver man. Imidlertid bør det nævnes, at der findes kritikere af Descartes udsagn. Kritikken vil jeg ikke komme yderligere ind på.

Ergo kan vi så konkludere udfra ovenstående betragtninger at livet opleves individuelt, og at det eneste sikre i tilværelsen er at individet eksisterer.

Hvis vi arbejder en smule videre med ovenstående tese (den, hvor Sofie forsvandt om hjørnet og måske ud af din tilværelse), vil vi opdage at folk faktisk kun kan opleves eksisterende, når de har indflydelse på vores liv - De kan ganske simpelt ikke vide, hvorvidt der findes en inder ved navn Jyliys, hvis ikke De kender ham på en eller anden måde. Det kan være De har skrevet med ham; set ham i tv - måske er han Deres sponsorbarn. Men hvis ikke De kender ham, ved De ikke at han eksisterer.
Alle de personer De har en fornemmelse af eksisterer, har altså indvirken på dit liv. Dermed kan vi konkludere at livet altså også er egoistisk, thi livet kun beskæftiger sig med de aktører, som deltager. Hvis ikke, der er en grund til at vi skal kende Jyliys - så kender vi ham ikke.

Her kommer det sprængende punkt så - Aktørerne "eksisterer" kun for os, når de har indflydelse på vores liv; ergo må aktøererne have "en grund" for at eksistere. En grund, der påvirker os. Det kunne være, at de skal såre os for at udvikle os - gøre os stærkere. Måske skal de glæde os i en periode, fordi vi har været triste for længe. Hvis alle de mennesker, vi kender, har indflydelse på vores liv i en eller anden forstand, så er det svært at modargumentere, at de skal være i vores tilværelse for vores skyld.

Opsummeret - i vores egoistiske, individuelle liv findes der udelukkende aktører, der har indflydelse på individet egen tilværelse.

Kan det ikke forestilles, at vi "opfinder" (illusionerer/hallucinerer) de aktører selv?

Jeg vender tilbage.

- Mathias Henrik Andersen

mandag den 13. oktober 2008

Om hengivenhed

Kære Engel.

Smil lidt; træk hovedet op. Du er smukkest når du smiler, du får mig til at tro. Det er ikke længe siden, jeg så dig for første gang - du satte noget igang i mig; noget, der gjorde at jeg ikke var i tvivl. Jeg vidste, hvad jeg skulle. Dine øjne og dit smil spillede om harmoni med min beundring. Og når du sagde noget græd jeg indvendigt - jeg følte mig magtesløs.
Kampen om dit hjerte - eller snarere mit - har været mit liv værd. Om jeg havde mistet alt, og alligevel ikke fået dig, havde jeg ikke fortrudt - de smil af dine, jeg har forskyldt og de gange vores øjne har mødtes, har skabt en fuldendt tilværelse. For mig.
En kamp har det ikke været, mere en vandretur gennem smukke landskaber. Måske med middelaldertema; måske med tusinde af dine alfevenner svævende omkring os - lyst vejen op. Vejen ind i fremtiden og kærligheden.

Nu er det lykkedes, og du er min. Mentalt kravler jeg ofte ind under din dyne og putter mig. Gemmer mig lidt for de rå realiteter - for ilden og for vandet. Du er som det smukkeste fyrværkeri - jeg er blevet betaget af et liv, der virker alt for kort. Dit og mit - dét vi har sammen og det vi får.
For vid, at hver eneste gang en bølge falder over sig selv; hver eneste gang vinden rejser et flag; hver eneste gang du skjuler dit øje i et øjeblik - da er jeg din. Og jeg ønsker, at du vil være min. Jeg vil beskytte dig med mit hjerte og mit mod - for det er du.
Du er mit hjerte og mod. Du får mig til at bide tænderne sammen og trække kraven lidt højere op.
Jeg går ikke væk nu.

Din hengivne

lørdag den 4. oktober 2008

Om savn

Jeg forstår stadig ikke, at du er helt væk. Hver eneste gang jeg kigger ud af vinduet, ser jeg dig et kort øjeblik - men erkendelsen kan man heldigvis vænne sig til; tage den lidt på forhånd.
Når jeg synger - når jeg skriver, er det af ufuldstændighed. Det er mangel af dig. Det er ikke blot savn og sorg, men fordærvelse. Det er kærlighed, og hvorfor skulle du forsvinde - bare fordi du savnede regnen?
Men helt væk er du ikke - du er i alle skyerne, du smiler nogle gange. Et vindpust, der dufter lidt af din parfume. En stemme, som ligner din. Smagen, følelsen og kærtegnene. Jeg kan stadig mærke dig i alt - især i mit sind. Der er du ikke borte.
Jeg forstår ikke, at du er væk. Du var her lige før, og tegnene er her stadig. Sangene bliver stadig sunget, og rulletrapperne kører stadig. Det er de samme reklamer og blot endnu et afsnit i din yndlingsserie. Din seng er redt og computeren står til opladning. Batterierne i din fjernbetjening er ikke blevet skiftet. Bilerne triller stadig - selv den der ramte dig.
Jeg har altid sagt, at du var lille og let - den fik knap en bule. Men hele min tilværelse er bøjet og slået i stykker. Jeg er totalskadet og for mig er der intet nyt afsnit. Det forrige blev det sidste, og det kønneste. Reklamerne har ændret sig, de er ligegyldige. Batterierne gør ingen anden nytte end at ligge - jeg skifter dem ikke. Jeg ved ikke hvorfor.
Men helt væk er du ikke - du lever lige her. Midt inde i mig, der hvor der ikke er brug for batterier. Jeg gennemlever alle dage med dig gang på gang - mørket er den bedste scene, og min seng er hjemstedet. Dine øjne er lige bag ved mine, og det er med dem jeg ser. Dine hænder er overtrukket af min hud, og med dine jeg føler. Du er sindet under mig, og du er hjertet i mig. Du lever inden i mig, og jeg lader dig ikke dø ... ikke helt.

Om drømme

Jeg ønsker ikke, at vågne. Hele mit liv har jeg ventet på det her - sådan føles det lige nu.
Jeg vil ikke vågne, for så skal jeg væk. Væk fra dig. Eller måske er det dig, der tager væk fra mig. Vi rører ikke hinanden - jeg tør ikke. Men det er ikke nødvendigt, for alt jeg har brug for er det her. Duften af dig, og visheden om, at du er lige her ved siden af mig. Og med den specielle energi du tilsætter luften - jeg ved ikke, hvordan du gør det, men jeg kan mærke dig - giver du mig en følelse af helstøbthed. Af eksistensen. Jeg tror faktisk næsten, at jeg lever nu. Jeg lever af dig. Du bevæger dig lidt. Lad nu være med at vågne. Lad nu være med at forsvinde. Jeg har brug for dig, for mit liv afhænger af dig. Jeg tænker mig om et øjeblik - du giver mig en kuldegysning. Men så forsvinder tankerne igen. Jeg vil bare ikke vågne. Pludselig vender du dig om, sådan at dit ansigt vender over mod mig. Sådan lyder det i hvert fald. Dit kærtegn rammer mig. Det ødelægger mig; men giver mit liv essens. Du strejfer blidt min pande, og jeg må anstrenge mig for ikke at vågne. Men hvilken følelse i maven - det sug, som kendetegner alt det, som du giver mig, er ingenting i forhold til den følelse min krop sitrer af, nu du aer mig på hovedet. Jeg vil give alt - undtagen min søvn - for at du vil blive ved med det. Du må ikke vågne. Jeg vil ikke vågne. For så forsvinder jeg. Eller du.

Om spørgsmål med uønskede svar

Jeg tænker meget. Men det er vel også iorden, så længe tankerne bare ikke glemmer at de har været tænkt - så tænker man nemlig i ring, og så finder man aldig ud af noget. Jeg tænker meget over livet og "hvorfor". Mest af alt tænker jeg "hvorfor?" - og det er vel også iorden. Så længe man ikke finder alle svar.

Det er spændende med mentale jagter på evige spørgsmål, for det er detektivarbejdet, der tiltrækker. Svaret er jeg egentligt bange for at finde. Jeg vil allerhelst forblive uvidende - her er trygt i inkompetancens mørke - men jeg vil også have lov til at opnå en misforstået selvransagelse gennem søgen på svar til ubesvarlige spørgsmål. Derfor vil jeg studere og, fortsat, praktisere filosofisk tænkning. For i bund og grund er filosofi vel, at tro man finder svar på spørgsmål ved at tænke - og så alligevel ikke have lyst til at erkende sandheden af de svar man finder.

Der er måske endegyldige sandheder - men vi finder dem forhåbentligt aldrig.

lørdag den 27. september 2008

Om afsked, med kurs mod gode tider

Først er beslutningen, der
hilser på og venter pænt
til allersidste frygtelige sekund
før den beslutter sig for, hvad den vil

Så kommer afskeden
trampende og lumsk lidt listende
den er ikke ond, bare usselt nødvendig
afskeden er gråden, hvor tvivlen er værst.

Endelig erkendelsen af det gode
for selvom gråden stadig sidder i øjet
traf beslutningen det rigtige valg
og nu lægger hele verden åben - bare for dig.

Om Tankens Sprog

Forestil Dem, at det er muligt at skabe et menneske, der fra fødslen er spærret inde i et helt mørkt kammer, hvor der overhovedet intet lys er. Subjektet er tilsluttet diverse redskaber og værktøjer, der gør at det ikke bliver sultent eller tørstigt. Det bliver ikke koldt eller varmt, men holder en temperatur lige over 37 grader. Der er naturligvis helt stille i kammeret. Nu kommer det lidt sværere: subjektet svæver over jorden, sådan at der er intet, der rører dets hud.

Opsummeret har subjektet ingen sanselige perceptioner overhovedet; de basale behov er opfyldt og subjektet er ved bevidsthed.
Hvis vi så forestiller os, at vi kan tilslutte et apperatur (stadigvæk uden at give subjektet nogen form for perception), der kan aflæse eller -høre hvad subjektet tænker.

Når vi mennesker tænker, sker det med en blanding af sansnings- og følelsassociationer, føles det som - især når vi tænker over, hvordan vi tænker. Nogle mennesker tænker meget visuelt, nogle meget sprogligt, andre i følelser. Men hvis man fjerner de sansninger - hvad har vi så at tænke med?

Det naturlige svar er følelserne - men i ovenstående tankeeksperiment, virker det irrationelt at subjektet skulle udvikle følelser. Der er ingen nødvendighed af følelser og i følge evolutionsteorien, udvikler man ikke noget, man ikke har behov for.
Ergo ville følelser også være udelukket for subjektets tankevirksomhed.

Det spændende spørgsmål er så, hvad tænker subjektet med?

- Mathias H. Andersen

torsdag den 25. september 2008

Om ægteskabet

Glem din steg et øjeblik
Kom herud og dans med mig
istedet for
Det er længe siden
jeg har set dig
- altså rigtigt set dig
Lad mig se dine dejlige øjne
Lad mig se et smil
Må jeg stadig elske og ære dig?
- selv i modgang?
Ægteskab er smukt
- ikke til at kimse af
Det er dybfølt respekt
med kærlighed som slips
Forresten
... hvornår er stegen færdig?

Om at være hengiven

Jeg venter gerne
på halsen med flasken
Et abnormalt vemod
svarer ofte til en brugt kedsomhed
Når du er her
gror mit hår på ny
lader mig smile
lidt endnu
Thi når du er borte
er en sort/hvid film nuanceret
Du er mit livs krydder
og det absolut modsatte
af en splint

onsdag den 24. september 2008

Om erkendelsens forsinkelse

Flyveturen over byer, der brænder - broer der bukker under for utallige ugers stress og pres - og over skove, der stille dør og visner, byder ikke blot på følelsen af at være lille, men giver mig også muligheden for at mærke livet. Ved at opleve døden, kan jeg nu endelig glæde mig over livet - fortrydeligt er det dog, at en sådan betragtning altid foretages for sent. Erkendelse er aldrig til tiden.

Jeg savner farverne og trygheden. Karkludssuppe og slikkepindedamer. Tyggegummi ved lægen. Glæden ved en sten, en pind og en hel skov som universet. Størrelsen på et slot, og magien ved en kanin i hat. Jeg savner at græde over ingenting - og at kunne råbe og skrige. Jeg savner at Disney Show var det bedste ved fredagen - at MGP betød sodavand, slik og sjov. At man var stor, når man var blevet for gammel til Kaninbjerget - og når man kunne bade selv - at kunne sidde på en stor stol eller spise med en stor gaffel.
Jeg savner at blive holdt udenfor - ikke at få alt af vide. Jeg savner nysgerrigheden, og mine forældres misforståede bedrevidenhed. Roen ved at vide, at når mor lover noget - så skal hun nok holde det. Trøsten ved et umuligt løfte og følelsen af en glemt aftale.
Uhyggen ved mørke, faren ved aftenen, utryghed om stjernenes intentioner og motiver. Forbavselse og forundring over smukhed - fortvivlse og fortrydelse over SFO og alenehed - forventning og fortryllelse over fremtidens voksenliv.

Erkendelse er altid forsinket

tirsdag den 23. september 2008

Om behagelig klaustrofobi

Som en bæk, der saligt tegner linjerne i et nostalgisk øjebliksbillede af, hvordan barndommen føltes. En pludselig idé - et paradigmeskift. Glæden ved at opdage en ny konstallation i tilværelsens sammensætning. Som nøglen til en døråbning; som x'et i ligning. Følelsen af tilstrækkelighed og roen ved, at vågne op i sin egen seng efter en lang rejse til uhyggelige dystopier af ondskab, med bekræftelsen om, at alt blot var en drøm.
Saligheden og ekstasen, som normalt modsiger hinanden, forenes i en behagelig varm tone af dig.
Du er min lille rosenbusk af velduft og -være. Min lykkes smed og rustfjerner.

Tak fordi du er dig, og lader mig være mig.
Tak, dig, som jeg ønsker, skal være mig.

Om Teodicé - problemet med ondskab

Ideen om Gud i kristen forstand - almægtig, algod og alvidende - har et uhyggeligt stærkt modargument i Epikurs fremlægning af Teodicé.

"Enten vil gud afskaffe det onde og kan ikke;
Eller han kan, men vil ikke;
Eller han hverken vil eller kan;
Eller han både vil og kan.

Hvis han vil, men ikke kan, er han svag –
Og det kan man ikke regne med hos gud.
Hvis han kan, men ikke vil, er han ond –
hvilket er lige så fremmed for gud.
Hvis han hverken kan eller vil, er han både
svag og ond og derfor ikke Gud.

Hvis han både vil og kan,
Hvilket er det eneste der sømmer sig for gud,
Hvor kommer det onde da fra,
Og hvorfor afskaffer han det ikke?"


- sagt på en anden måde: hvis ikke Gud kan eller vil ændre ondskaben, er han da reel Gud?

Et svar kunne være, at Gud vil uddanne os - lære os at værdsætte godheden (modsat ondskab); imidlertid skaber det så problemet om, hvorvidt en Gud med gode intentioner, men med onde handlinger er en algod, alvidende og almægtig gud? Om meningen helliger midlet.

Det kan yderligere tilføjes, at der ikke findes noget logisk svar på ovenstående. Ifølge den alment accepterede argumentationslogik er alle regler opfyldt, og dermed kan spørgsmålet ikke angribes rationelt. Vi er nødt til at bøje reglerne eller indsætte præmisser, som spørgsmålet ikke tager op.

Slutteligt kan et modargument være, at Guds "tankegang", altså motiv bag ondskaben er på et for højt kognitivt plan, til at vi mennesker nogensinde ville kunne forstå det. Men hvorfor så overhovedet beskæftige sig med metafysik eller filosofi i almen grad?

- Mathias H. Andersen

mandag den 22. september 2008

Om glæden ved at skrive

Kære medbloggere.

Da jeg for ganske få måneder siden påbegyndte den æra i mit liv, som jeg ynder at kalde "blogperioden", anede jeg ikke, at den ville komme til at få så stor en indflydelse på mig. Jeg kan idag se tilbage og erkende, at jeg har ændret mig som person og ikke mindst som skribent, efter at have udgivet tekster i massevis. Men hvilken glæde det dog er, at skrive.

At kunne formulere sig detaljeret, ikke nødvendigvis præcist, thi skønhed ofte er assymetri og kaos, er vidunderligt. Det er ikke kun et middel eller et værktøj - det er et våben. Ordet er ikke blot stærkere end sværdet, men også ganske mere spændende og tankevækkende. Derfor drømmer jeg om en tilværelse med ordet godt inde på livet, hvor jeg forhåbentligt vil få mulighed for at eksponere mine tanker og ideer.
Jeg drømmer om en eksplosion i rammerne af sprog, hvor brudstykker af al verdens information, formuleringssans, filosofi og livsgrundlag bliver slynget rundt i et åbent og blankt nihilt intethed, og hvor jeg vil kunne svæve rundt med et gammelt sommerfuglenet fra en barndom, som for længst er forsvundet, gennem denne intethed - blot for at fange enkelte guldkorn og en masse forkasteligt nonsens, som i deres kontekst var sandheden. Thi vi alle er nonsens uden for vores kontekst.

- Mathias H. Andersen