tirsdag den 23. maj 2017

En hyldest

En hyldest til

Musikken, der trækker os hjem.
Toner og rytmer og stemninger, der venligt men bestemt minder os om, at det, der var, er fortid, fordi vi har efterladt det. Der er intet fremtidsorienteret i nostalgi. Der er en erkendelse af, at livet har levet os andre steder hen, men at udgangspunktet var okay. Var sådan som det skulle være. Og i al fald var dét, der skulle til, for at vi kunne lande her

Et fremmed land

Der er en mild duft af Bairro Alto. Eller Arlington. En tyngde i luften. Og en varme.

Det er fornemmelsen, når man træder ud af lufthavnen i en fremmed by en aftenstund. Eventyr og frihed. Og bundethed. Ingen planer, men masser af forventninger. Uindfrielige.

Da jeg landede her igen, mærkede jeg den tydeligt. Fornemmelsen af at være velkommen, men ikke at være hjemme. At kende flisegangen og skævhederne i belægningen, men at høre til andetsteds. Fuglene kvidrer velkendt, men sangen er en anden. Og sangene giver savnet form. Rytme. Håndgribelighed. Jeg erkender modvilligt, at jeg aldrig vil være den samme her. I dette fremmede land.

lørdag den 5. januar 2013

Lejrbålssnak

Så de smilede og lo i en rum tid, men som natten og mørket sneg sig stille ind over horisonten og nærmede sig det gnistrende lejrbål, transformeredes dur til mol. De fire deltagere sænkede stemmerne, guitaren blev lagt på ryggen i en tid, mens det første spørgsmål om kærlighedens plads i livet blev stillet. De skiftedes til at berette om de smukkeste oplevelser og de frygteligste oplevelser - enkelte historier om det smukke i de frygtelige, men der er ikke mange, for ofte er brudte hjerter bare brudte.

Klokken blev mange, og mere end en bunke tårer blev grædt gennem de mange minders fortællinger. På et tidspunkt lagde han sågar hånden om hendes skuldre, så hun vidste, at hun ikke var alene med tabet.
De navigerede som vi alle på en line balancerende med følelser, sociale og kulturelle forventninger, genetik, gamle vaner og irriterende mennesker, der på de dårligste tidspunker trænger sig på. Og på de dårligste tidspunkter trækker sig bort. Og lukker sig inde om sig selv, eller holder om andre.

Hvordan kan det være, at vi mennesker, der kan så meget og har så mange fantastiske muligheder, stadig lader noget så væsentligt som vores lykke være op til et andet menneske?

lørdag den 1. december 2012

Nye muligheder i Las Palmas

Han skænker en smule mere scotch op i sit gamle glas. Han ved godt, at et scotchglas aldrig bliver rigtigt beskidt. LP'en spinder om sig selv og spiller noget ubestemmeligt, røget blues fra en tid, hvor den slags musik var sexet. Nu er det mest en levn om en fortid. Selvom han ellers virkeligt forsøger - med musikken og drikken og de tunge møbler og den eftertænksomme stemning. Desværre er det ikke sexet.

Så han tjekker ind på sin scor.dk og ser, at den ikke virker. Han studser som sædvanligt kort over fotoet - han synes selv, at han ser tyndhåret ud, men Alice på kontoret sagde, at han så .... intellektuel, mente han det var, ud. Var det det, han prøvede at være - intellektuel - med hans uforståelige bluesmumleri og den alt for røgede Laphroigh?
Nej, siger han højt til sig selv, han ved godt, hvad han ikke. Han er ikke intellektuel. Han er ikke særligt sexet. Han er sgu ikke en gang noget synderligt særligt. Han er ret anonym, bare også lidt tyndhåret. Det var faktisk også det, hun sagde dengang - hun brugte nogle andre ord. Den slags ord han lærer de yngre sælgere ikke at bruge, men meningen var helt sikkert den samme.

Men han havde nu gjort lidt for at vække interesse hos forbipasserende. Eksempelvis var han begyndt at klæde sig i blå og lysegrå habitjakker i stedet for den velkendte sorte. På fredage tillod han sig ofte at afklæde sig sit brede slips og lade kraven stå en anelse åben. Hans mest radikale påfund, et som Alice faktisk havde komplimenteret ham for, uden han måtte henlede hendes opmærksomhed på det, var et lille, smalt sort overskæg. Hans egen teori var, at det fik ham til at se en anelse eksotisk ud.

Det var hans kernefamilieindtagede søster, der i sin tid havde vist ham ind på den første datinghjemmeside. Og han var skeptisk, som det forventedes af ham, men faktisk var han mere desperat end han var stolt, så efter få mukkerier skrev han kodeordet ned på en gul seddel, der stadig sidder på tastaturet - for selvom han har spredt sine aktiver ud, har han beholdt det første kodeord. Som en stille dedikation til søsteren.
Søsteren der også har givet ham den kuvert, som han går i cirkler om med hånden knuget om sit scotchglas. En hvid kuvert.

Singleferie i Las Palmas. Det er i Spanien, forstår han.

Han siger naturligvis, at han glæder sig. Det gør han måske også. Men der er et hul i maven, hvor det suger så meget, at det næsten suger lysten ud. Det får det til at løbe ham koldt ned af ryggen, og han han tager sig selv i at konstant glatte sit lille sorte, smalle overskæg. 

torsdag den 29. november 2012

Venner

Det slår mig, at der omkring er de vigtigste mennesker. De står måske ikke tæt nok til at jeg kan røre dem lige nu, men selvom der er langt til Indien og til København - nogle gange langt til Lundevej eller Aarhus - så er jeg ufattelig heldig, at jeg har fået verdens bedste venner.

Vi har alle vores ambitioner og vores ønsker for fremtiden, men der er øjeblikke, hvor jeg lukker mig om selv og nyder nuet; nyder bevidstheden om, at der ikke er så meget at frygte, for vi er nogle stykker, der passer på hinanden.